søndag den 30. december 2012

Kjolesyning

Tumlingen elsker sin røde kjole med alle bilerne på. Og hun har bedt om flere, så fredag før jul, hvor jeg var en kende misundelig på Ellen Kathrines besøg på syskolen (og jeg ved godt, at misundelse er en grim ting), så fandt jeg tid til at klippe og sy en kjole mere til tumlingen om eftermiddagen, og hun var lykkelig.


Hun har spurgt, om hun ikke må få en kjole med stjerner på (stjerner er noget af det hotteste hotte i hendes verden lige nu), så d. 22. december var vi lige forbi den lokale stof-pusher i kampens hede om indkøb af de sidste julegaver. Stjernestof er nu vasket og klar til klip og sy - mon ikke jeg når det inden årets udgang?

Faktaboks
Stof: stribet jersey købt hos Boesen Sy og Stof i Silkeborg
Mønster: Mini-Krea
Bemærkninger: skal vist have fundet et andet mønster at sy efter også, eller have lavet lidt variationer, så omgivelserne ikke tror, at det her er det eneste jeg kan finde ud af ;-)

lørdag den 29. december 2012

Jule-huer

Tror i grunden ikke, de skal beskrives som julehuer generelt, men nu blev de givet i julegave...

Mine 2 nevøer kan godt lide mosters hjemmestrikkede huer, sidste år fik de huer med dødningehoveder, og jeg syntes de skulle have noget nyt og lidt anderledes i julegave.

Og hvad var mere perfekt til det formål end Stine Hoelgaard Johansens udgave af Folkes hue?

Jeg fik indkøbt garn til 3 huer, og er så gået igang, de to huer blev givet i gave juleaften, og min yngste nevø gik rundt med den resten af aftenen (til trods for en meget god varme i stuerne hos mine forældre).


Faktaboks og det hele kan ses fra da den første hue blev strikket - lige her.

Min søster blev faktisk en lille smule misundelig, så den sidste hue skal strikkes til hende :-)

fredag den 28. december 2012

Hjemmestrikkede strømper

I Pinsen, da manden og jeg gav hinanden vores "ja", der havde manden lokket med præsten (skal lige siges, at vores præst er rigtig herlig), så under præstens prædiken til brudeparret blev det nævnt, at jeg jo havde forsømt min mand ved ikke at forsyne ham med hjemmestrikkede strømper, så der lød en opfordring fra præsten om at komme igang.

Min svoger var ikke sen til at meddele, at jeg havde frist indtil juleaften, ellers ville jeg modtage de sørgelige afklippede tåspidser fra mandens strømper i julegave... og hvem ønsker sig det?

Jeg er helt sikker på, at grunden til mandens klagesang over manglen på de hjemmestrikkede sokker bunder i, at jeg ikke gider strikke strømper, jeg synes det er kedeligt, og har indtil for et par år siden været helt overbevist om, at jeg ikke kunne finde ud af at strikke hælen... måtte dog erkende, at med hjælp fra Drops's fine forklaringer på deres hjemmeside, så kunne jeg jo egentlig godt finde ud af det alligevel. Det blev dog kun til strømper til tumlingen.

Ikke desto mindre er det blevet til et par hjemmestrikkede strømper til manden i julegave (strikket i så kedelig en farve, så jeg håber han ikke ønsker sig flere ;-) )


Faktaboks
Opskrift: strikket ud fra strømpediagrammet i "strømper og sokker" af Sys Fredens, med 2,5 cm rib for oven
Garn: Fabel fra Drops
Strømpepinde: 3 mm
Bemærkninger: synes garnet er noget strid at have med at gøre, fik ikke hul mindre end 3 steder på mine fingre undervejs.

Ved godt jeg har brokket mig meget over strømpestrikning i lang tid, men er nu alligevel ikke så slemt. Tænker jeg skal finde noget mere lækkert garn, og en bunke tålmodighed, så kan det måske godt blive til flere par strømper - men sig det ikke til nogen.

torsdag den 27. december 2012

Sidste adventsgaver

Må hellere lige få taget mig sammen, og få vist de sidste hjemmelavede adventsgaver...

Grydelapper blev det til, og så tror jeg der går en rum tid inden jeg skal have lavet flere grydelapper.


Der blev lavet endnu et par efter samme mønster i hel sort, de lod sig ikke fotografere så man kan se, hvad det er, så desværre ikke noget billede. Min søster var modtager af det sidste sæt grydelapper.

Faktaboks
Opskrift: kraftig inspiration fra Jeannette med Lytter Idyl, og Karen Klarbæks børnegrydelapper
Garn: bomuldsgarn fra Søstrene Grene
Nål: dobbeltgarn og hæklenål nr. 4
Bemærkninger: jeg kan rigtig godt lide mønsteret og den aflange facon, så der bliver helt sikkert lavet flere på et tidspunkt, bare ikke i år ;-)

torsdag den 20. december 2012

Byt en lap blogleg

Nogle gange bliver jeg fristet, og det er jeg blevet denne gang.

Jeg vil så gerne lege med min nye symaskine, men tiden kniber ofte - men det her må kunne gøre at tiden findes :-)

Vil du ikke også være med?

6 personer søges, som vil bytte lapper med mig, så vi alle kan få lavet tæpper.


Sara har fundet på den geniale ide, og har alle reglerne beskrevet lige her

tirsdag den 18. december 2012

Bly violer

I søndags var der sørme også hjemmelavede gaver i pakkekalenderne hos mine veninder.

Denne gang blev de hver især udstyret med et bogmærke, forklædt som en bly viol.


I må ikke spørge, hvor ideen kom fra, og om den er god eller ej, det ved jeg heller ikke rigtig, men jeg sad med bogen 100 strikkede og hæklede blomster, og så voksede det ellers bare frem.

Faktaboks
Opskrift: blomsterne er fra 100 strikkede og hæklede blomster
Garn: forskellige farver bomuldsgarn fra lager
Hæklenål: 3mm
Bemærkning: tror jeg er nødt til at lave flere af dem, og forskellige... kan mærke det

mandag den 17. december 2012

Weekendens hyggeopgaver

Når jeg ser tilbage på weekenden, så har jeg nået mange flere ting end jeg lige havde forestillet mig, da den startede...

Billeder har jeg ikke fået taget alt for mange af, så i stedet kommer en lille liste :-)

Fredag
  • Julehygge med dagplejen, sidste år i dagplejen, så det havde høj prioritet
  • Klipning af tumlingen (jeg er meget glad for tålmodig frisør)
  • Hente teenager på banegården
  • Indkøb
  • Start på sidste øjebliksgave til min søster
Lørdag
  • Allerede før frokost var alle forberedelser til aftensmaden lavet
  • Julekringlen var lige klar til at bage, så den kunne spises lun når manden kom hjem til kaffetid
  • Blev færdig med sidste øjebliksgave til min søster
  • Startede på überlækkert halsrør til mig selv
  • Fik lagt halsrøret til side og fik startet på pulsvarmere til teenageren, da hun nævnte hun godt kunne bruge et par mere
  • Alt vasketøjet blev klaret
Søndag
  • Teenageren og jeg fik bagt en masse hårde vanillekranse (samme opskrift som altid, men de plejer ikke at være så hårde)
  • Kanelcookies fra Blomsterbergs Jul blev afprøvet, ikke sidste gang
  • En gammel studiekammerat og hendes mand dukkede op til kaffe, og fik lov at prøvesmage hele baduljen
  • Fik strikket pulsvarmere til teenageren færdig, og monteret sørme også

Faktaboksen springer jeg over denne gang - den er den samme som de sidste mange gange med pulsvarmerne, garn fra lager sørme også denne gang :-)

Når det bliver sat op på denne måde, så ser det ikke ud af meget, men det føles godt....

tirsdag den 11. december 2012

Adventsgaver

Min søster og jeg har i flere år lavet adventskalendere til hinanden, ganske enkelt for hyggens skyld, og ingen tvivl om, at vi faktisk hygger os rigtig meget med det. I år er der indtil videre ikke hjemmelavede gaver til min søster, hun løb med noget af det før tiden ;-)

Så for nogle år siden besluttede jeg at lave en adventskalender til en veninde også, og i år er det udvidet med en veninde / kollega også. I søndags var der hjemmelavede gaver i pakkerne...

 I den ene pakke var der en Moon - også strikket til teenageren, som vist i et tidligere indlæg. Fakta er de samme som dengang.

Og i den anden pakke var der et par pulsvarmere.

Faktaboks:
Design: egen fri fantasi
Garn: Rowan DK Wool i koksgrå - rest fra lager
Pinde: 3,5 mm

mandag den 10. december 2012

Winter Wonderland

Selv om jeg ikke er den store fan af sne, is og vinter i det hele taget, så var det svært ikke at blive en smule begejstret over vejret i går morges.

Der var sne så langt øjet rakte, og der kom bare mere ned. Og så bor vi endda i et af de heldige områder, hvor vi ikke fik ret meget sne.

Tumlingen kunne ikke så godt huske det fra sidste vinter, men hun har helt styr på, at når vi skal ud og køre, så er bilen frossen og skal tøes lidt op, og der skal skrabes sne og is af ruderne. Så da vi var klar til at hente rundstykker ville jeg lige starte bilen - og hun spørger pænt, om jeg så ikke også lige rydder vejen så der ikke ligger sne på den! Tillid til mor er godt, men det kunne jeg ikke lige klare.

Vi fik hentet rundstykker, og så begyndte det sjove - kælken blev fundet frem, og det blev til mange ture rundt i landskabet. Vi hører til blandt de heldige, så vi har vores egen lille "skov", ikke stor, men stor nok når der skal trækkes rundt med en plastikkælk i tø-sne ;-)

Bedstefar blev også lokket til at give en tur...

Oppe ved huset står bænken og venter på forår, men flot ser det ud.


Skal måske lige for god ordens skyld nævne, at grunden til min manglende begejstring for vejret er den halvlange køretur på arbejde med 55 km hver vej.

tirsdag den 4. december 2012

Skjorte

I oktober var jeg på sykursus en hel weekend, og det var intet mindre end fantastisk, og jeg glæder mig allerede til jeg skal afsted igen til marts.

Jeg havde fået at vide, at det var godt at planlægge noget som jeg skulle lære noget af, og samtidig medbringe noget, som jeg kunne få evt. ventetid til at gå med.

I mine yngre dage (det lyder altså efterhånden som om jeg er ved at være gammel) syede jeg rigtig meget. I en årrække syede jeg faktisk alt mit tøj selv (på nær undertøj), senere gik det over til, at jeg kun syede når jeg skulle i byen, og de sidste 5 år har det været meget begrænset, hvad jeg har fået lavet ud over småreparationer. Så jeg følte mig lidt rusten i håndværket.

Men Dorit, vores underviser, var intet mindre end fantastisk, og jeg har ikke glemt det hele - heldigvis.

Mit projekt til weekenden var en skjorte - jeg skulle have genopfrisket, hvordan man syr krave og manchetter på igen, så det bliver pænt vel at mærke.

Så her hænger den, med Kajs ben stikkende ud for neden ;-)

Blev enig med mig selv om, at det måske kunne se godt ud med en kontrastfarve til indersiden af kraven, og til undersiden på knapbelægningen, så sådan blev det.

Nu mangler skjorten sådan set bare, at jeg får taget mig sammen, og får syet de 12 knapper i - ved ikke helt hvorfor det kan tage så lang tid at tage sig sammen til.

Grunden til i først ser skjorten nu, er at jeg først lige har fået syet knaphuller og lagt skjorten op. Til trods for, at vi havde en hel weekend til rådighed til at sy, så nåede jeg ikke de sidste par ting.

Faktaboks
Design: Snitmønster fra Ottobre efterår 2012
Stof: fundet hos Boesen Sy og Stof i Silkeborg
Knapper: fundet hos City Stoffer i Århus, sammen med kontraststoffet
Bemærkninger: den passer som fod i hose, men jeg er lidt i tvivl om, hvor vidt jeg får den brugt ret meget.

tirsdag den 27. november 2012

Hue a la Stine

Det er jo rigtig let at blive fristet rundt omkring på forskellige blogs, og da Stine viste Folkes hue, så vidste jeg, at sådan en måtte jeg bare strikke...

Må dog indrømme, at det tog et par dage... sengen kalder tidligt om aftenen for tiden, så jeg får ikke lavet helt så meget som jeg plejer (måske jeg bare burde overveje at gå i vinterhi!)

Kanten på min hue ruller en del, også selv om jeg tillod mig at strikke en 4-1 rib-kant på. Den ruller dog ikke når den kommer på :-)

Faktaboks
Mønster: frit efter Stine Hoelgaard Johansens blog
Garn: Hjertegarn Vidal Alpaca
Pinde: 3,5 mm
Bemærkninger: den næste strikkes på rundpind eller strømpepinde

mandag den 26. november 2012

Kjole til tumlingen

Et par småting er der blevet repareret på min nye lækre symaskine, siden jeg fik købt den, men nogle projekter som sådan har ikke set dagens lys.

Indtil lørdag eftermiddag, hvor der lige var fred og ro nok til at jeg turde finde frem.


Det er ikke nemt at se detaljer på kjolen, ene og alene på grund af mønsteret på stoffet. Og ja, jeg ved godt, at det ikke er det mest typiske stof at vælge til en pige...

Men der er bærestykke både for og bag. Bærestykket for er delt i 2 skrå stykker så der er v-hals. Tumlingen sad på skødet og "hjalp" med at sy, det var jo til hende, og kjolen var heller ikke mere end lige færdig inden hun skulle prøve, og jeg ikke fik den af hende igen resten af aftenen.

Faktaboks
Mønster: snitmønster fra Mini-Krea
Stof: tyndt jerseystof med print, fundet hos City Stoffer i Århus
Bemærkning: meget nemt mønster at gå til, har stof til at ligge til flere kjoler af samme slags, så det er bare at gå i gang, for størrelsen var lige i øjet :-)

onsdag den 21. november 2012

Tørklæde

For lang tid siden fik jeg 3 nøgler Rowan Pima Cotton foræret som velkomstgave fra Rowan. De nøgler lokkede allerede dengang efter et tørklæde, og nu er jeg gået i gang.


Der hækles i enkelt tråd og med nål 5 - og fri fantasi.

Glæder mig til at se, hvad det ender med :-)

tirsdag den 20. november 2012

Grydelapper

Travlhed hersker, ikke herinde, som i kan se, da i bliver forsømt med indlæg fra min side, men ude i den virkelige verden.

Produktionen af julegaver er i fuld gang, dem kan jeg ikke så godt vise frem på nuværende tidspunkt, men en lille flig kan jeg vist godt løfte.

Her er hæklet grydelapper for en kollega - tror nok de skal bruges til julegaver ;-)


Faktaboks
Opskrift: egen med inspiration fra et gammel nr af Ingelise Sy og Strik
Garn: Søstrene Grenes bomuld (er ikke imponeret)
Hæklenål: nr. 4 (med dobbelt garn)
Bemærkninger: Godt nok er Søstrene Grenes bomuldsgarn i den gode ende af prisskalaen, men jeg må indrømme, at jeg ikke planlægger flere projekter med deres garn, da jeg ikke ønsker at bruge en masse tid og energi på at udrede knuder og kludder inde i nøglerne.

onsdag den 14. november 2012

Liselottes hue

Eller i hvert tilfælde lavet efter ide af Liselotte. Nu er det blevet til søsters hue.


Jep, billedet er taget inde i vores kommende stue med gipsvæg og synlige skruehuller

Det er ved at være et stykke tid siden jeg hæklede denne hue, oprindeligt var den tænkt som en gave, men jeg synes der var noget med pasformen, som ikke var helt i orden.

Tanken var, at den skulle pilles op igen, og så starte forfra - indtil min søster kom forbi og fik øje på den. Hendes hovede passede den perfekt til, og så forsvandt den ud af døren sammen med søsteren min.

Nu må jeg så se om jeg kan komme i tanke om noget andet til den gave...

Faktaboks
Design: frit efter Liselottes anvisninger
Garn: rester af Isager fra min Stor Nostalgi
Hæklenål: nr. 5 (skal nok prøve med tykkere nål næste gang)
Bemærkning: tja...

tirsdag den 13. november 2012

Stjernestunder

Jeg har en svaghed for lysestager, og tænker nogle gange på, om jeg nogensinde får nok... tror det ikke.

Lige nu funderer jeg over, hvor jeg skal opbevare dem, som ikke lige står fremme - for efterhånden er der ikke plads til dem alle på en gang. Når vores stue bliver færdig (igangværende istandsætning), så står der ikke mindre end 3 sæt lysestager, alle bryllupsgaver, som jeg lige ved, hvor skal stå, og som jeg skal nyde at se på læææænge. Gemalen må selvfølgelig også gerne nyde dem, hvis nogen skulle være i tvivl ;-)

I går fik jeg hentet sidste nye skud på stammen af lysestager, og de passer perfekt ind i vindueskarmen mellem de flotte orkideer, som forresten er i fuld gang med at skyde nye blomsterstængler.


Alt imens jeg nød de levende lys, så fik jeg lige flettet et par stjerner til min søster (disse fik hun med hjem i weekenden, men der er flere på vej.)

onsdag den 7. november 2012

Havefolket

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide havearbejde, plante, se ting spire og gro, for til sidst at ende med noget virkelig kønt at se på.

Tumlingens ankomst har sat lidt en bremse i, da visse dele af kroppen har lidt af heftige eftervirkninger, som ikke kombineres smukt med havearbejde af den grove slags.

Ikke desto mindre, så nyder jeg at læse haveblogs også, og en af favoritterne er Havefolket - lige nu har de en skøn konkurrence om en beskærersav, som kan betjenes med en hånd. Hvilket er temmelig praktisk, hvis man er kravlet op på en stige og skal save noget af det øverste af. Sikkerhed frem for alt.

Nyder du også havelivet - hvad enten det er i en liggestol på terrassen, eller med rumpen i vejret og hænderne dybt begravet i jord, så synes jeg denne blog er et fint sted at kigge forbi. Lige nu har de ideer til pynt med mos både inde og ude.

Og så er jeg nødt til at fortælle, at en af mine tidligere kolleger er blandt de 5 kvinder, som står bag denne blog. Hun er noget sej til det haveværk :-)

tirsdag den 6. november 2012

Huer

I sommers bad teenageren mig om at strikke en hue til hende, som lignede en af dem der blev lavet til venindens markedsstand.

Vi gik på jagt efter egnet garn i gemmerne og i fredags blev der så strikket hue.

På pind 10 går det rimelig tjept, og huen passer da også perfekt til at have på indenunder cykelhjelmen.

Faktaboks
Opskrift: Inspiration fra Gepard Garn med egne tilretninger. Bla strikket med drejet ret.
Garn: et udgået garn fra BC Garn (kan ikke huske, hvad det hedder), men garn fra lager
Pind: strømpepinde nr. 10
Bemærkninger: vil sikkert blive strikket igen og igen

Og så fik jeg endelig strikket en Moon. Den er præcis så løs og let, så selv jeg overvejer om jeg skal have en selv til vinteren. Når jeg skriver sådan, så er det fordi teenageren straks tog begge huer med sig :-)

Faktaboks
Opskrift: Moon af Kim Hargreaves
Garn: Uld fra Holst Garn, dobbelt tråd, og en tynd medløber, Alpaca 1 fra Isager
Pind: 4,5 mm
Bemærkninger: let at strikke og temmelig lækker.

mandag den 5. november 2012

Fredagens indkøb

Som lovet i fredags får i her et lille (og meget dårligt) billede af min nye "skat".

Billedet er taget fra kassen, den var i - den er kommet ud af kassen, posen med alt det lækre løse indhold er tømt og lagt pænt på plads, men jeg er endnu ikke nået dertil, hvor der har været sat strøm til, eller hvor jeg har haft stof fremme og prøvet af.

Tiden har ikke været til det i weekenden, og da den var det, så krævede sofaen mere opmærksomhed end spisebordet med påkrævet koncentration til at sætte sig ind i alle de lækre finesser.

Men jeg glæder mig som et lille barn til der bliver ledig tid til at sidde og lege :-)

fredag den 2. november 2012

Indkøb på Kreative Dage

Nu er det endelig fredag, ugen har været lang og sej, men til gengæld fuld af oplevelser - de fleste positive.

I lørdags gik turen til Kreative Dage i Fredericia sammen med 3 andre skønne kvinder. Ikke alle interesser går i samme retning, så vi mødtes lidt hist og pist og fik sammenlignet og vist indkøb - det var en rigtig hyggelig dag, som vi hurtigt blev enige om gerne må gentages.

Første stand vi stødte på var Creativ Company, og her blev købt ind til stjerner i massevis, men i miniformat - er spændt på at se om jeg kan få dem lavet pænt når de nu ikke skal være så store.

Hos Creativ Company fik jeg også købt ind til min søster - hun gør rigtig meget i papir i alle udformninger, og her fandt jeg lidt quilling, som jeg ikke tror hun har i forvejen.

Længe listede vi rundt, kiggede, mærkede (det gør man jo sådan et sted), og prøvede. Vi stod i tætpakket menneskemængde for at høre Jim Lyngvild - det blev dog for tæt, og vi kunne ikke rigtig høre hvad han sagde. I stedet benyttede vi os af, at der ikke var så mange mennesker ude ved standene.

Hos Stof & Stuff fandt vi lækre stoffer, kantbånd og små uimodståelige clips til sutteholdere - godt jeg kender et par stykker med småfolk undervejs, så jeg havde en undskyldning for at indkøbe et par clips.

Tante Grøn havde også en stand, og hvilke lækkerier der var samlet her. Ikke mindst havde de forstået at lave et rigtigt messetilbud. En lækker strikket trøje, materialer og opskrift 191,- det er da ikke til at stå for, og det kunne jeg heller ikke.

Tante Grøn havde strikket modellen i udstillingen op i lidt nogle andre farver, blandt andet startet med en grøn. Garnet ligger nu pænt og venter på, at jeg får lavet julegaver og andet færdigt først, så jeg har rent bord inden den startes op. Den skal strikkes på pind 6 - så mon ikke den er forholdsvis hurtig at få lavet?

En af de sidste stande vi besøgte var "frygtelig", som i - det var virkelig svært at gå forbi! De havde også et messetilbud, men vidste godt at det ikke var impulskøb, så tilbuddet gælder til og med på mandag. I dag kører jeg ud til butikken, og håber på der står et "vidunder" og venter på mig... Har kigget på den længe inden Kreative Dage i Fredericia, og vendt og drejet knapper, overvejet, snakket ørerne af husbonden og alt hvad kvinder nu gør når de har set noget de ikke kan leve uden. Jeg har drømme (hvem har ikke det), og vidunderet her skal forhåbentlig hjælpe mig på vej. Billeder og forklaring kommer senest mandag :-)

tirsdag den 30. oktober 2012

Græskar i fineste stil

I går sidst på eftermiddagen fik jeg hentet mit græskar... og ja, hentet. Ikke som i lavet selv. Ikke i år.


Dette smukke eksemplar har min venindes datter lavet, og sådan et måtte jeg da også have. Intet mindre.

Hverken frygtindgydende eller på anden måde Halloween-agtig, men lige præcis, som jeg synes et græskar skal være :-)

Tusind tak Ditte

fredag den 26. oktober 2012

Svingfjer

Nogle gange kan det betale sig at lave en smule frivilligt arbejde...

Denne gang i form af mit ydmyge bidrag til Gavstrik (er en lille del af redaktionen). I vinternummeret kommer nogle boganmeldelser af strikke og hæklebøger, og den ene af dem er Sidsel Sangilds "Hovedstads".

Jeg fik lov at få et smugkig til at lave en anmeldelse ud fra, og faldt med det samme for flere af modellerne, men især Svingfjer syntes jeg var fantastisk. Så jeg spurgte pænt, om jeg måtte starte op på den eller om jeg skulle vente til bogen kom - jeg måtte gerne starte :-)

Her i weekenden kan bogen købes på Kreative Dage i Fredericia - og jeg har forudbestilt et eksemplar.

Men her kan i se min udgave af Svingfjer. Den er hæklet i noget tyndere garn end det Sidsel har brugt til sin model i bogen, hvilket gør at jeg får et mindre og tyndere tørklæde, men det passer perfekt til brug på kontoret (hvor der ikke altid er lige varmt).

Den er fotograferet udenfor tirsdag aften, samtidig med Parrot.

Faktaboks
Design: Svingfjer fra Hovedstads af Sidsel Sangild
Garn: Schachenmayr Baby Alpaca - fra lager
Hæklenål: nr. 5
Bemærkninger: skal helt bestemt laves igen, skal forsøge mig lidt frem med både tykkere og tyndere garn.

torsdag den 25. oktober 2012

Blomster i massevis

Skønne Sidsel Sangild har været i gang og lavet et stort stykke arbejde med at oversætte en engelsk strikke- og hæklebog til dansk.


Den kom med posten den anden dag, og med skøn lille krusedulle på indersiden ;-)

Jeg har multimange ideer, som ligger på lur, hvor der skal bruges inspiration fra bogen her, så skal have dykket ned i garnlageret og fundet brugbart frem og så ellers se om jeg kan trylle lidt.

Sidsels nye hæklebog "Hovedstads" er lige på trapperne, den glæder jeg mig for vildt til - hun har nogle skønne ideer med de hæklenåle.

onsdag den 24. oktober 2012

Parrot

Det er ved at være et stykke tid siden jeg så en nystrikket "Parrot" et sted her i blogland, og tænkte, at sådan en måtte jeg da også eje.

Så jeg mailede til Isager og spurgte om de ikke kunne sætte nogle blå og grønne farver sammen til en til mig. Og det kunne de heldigvis.

Men aldrig har jeg da været ude for så stressende strik før. En hel uge stod det på! Jeg gik fint igang med krum hals (intet problem at slå 726 masker op, men første pind....!). De første 16 pinde er lidt lange med de 726 masker, men så begynder det at blive sjovt og gå hurtigt. Det stressende bestod i, at jeg ikke kunne forstå der skulle være garn nok, jeg syntes jo at mine små nøgler garn meget hurtigt blev mindre og mindre... Så de 2 dage jeg holdt efterårsferie var jeg "tvunget" til at strikke den færdig, jeg fik ikke ro før end jeg fik konstateret, at der var garn nok. Det var der selvfølgelig. Det var jo bare et spørgsmål om kombination af striberne.

Mandag aften fik jeg taget mig sammen og fik hæftet ender (der var nogle stykker), i går fik jeg taget billeder udenfor inden lyset helt forsvandt, og så håber jeg på at jeg får skyllet op og spændt ud i aften.

 Hængende over en havestol (den eneste, som ikke var helt gennemvåd)

 Billedet her er noget sløret, men det var så i kunne se den i udstrakt version. Farverne er gengivet ret godt på øverste billede.

fredag den 19. oktober 2012

Byttehandel

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har vores kaniner et bur, som måske godt kunne være lidt større. Så jeg havde truet med, at en del af min sommerferie skulle gå med at forsøge at bygge et nyt bur til dem. En af mine kolleger var dog kvik, og mente, at hvis jeg gad hækle grydelapper til ham, så byggede han mit kaninbur - jeg skulle ikke spørges to gange.

Grydelapperne har været færdige siden sommerferien, men skulle jo ikke overdrages inden kaninburet var klar. I sidste uge kom buret så hjem til os, nu skal det bare have en gang maling og lidt tagpap på taget, så er det klar til indflytterfest med alt hvad dertil hører (for kaniner).


Grydelapper - eller ting i det hele taget - er svære at fotografere i mørke farver, men disse er efter ønske lavet i en mørk lilla farve.

Faktaboks
Opskrift: egen fantasi med inspiration af hæklet kurvefletmønster over 3 rækker / masker
Garn: Pima Bomuld indkøbt hos Flittiglise
Hæklenål: nr 4
Bemærkning: der findes ikke bedre mønster at hækle i til grydelapper, man brænder ikke så nemt fingrene

torsdag den 18. oktober 2012

Kreative Dage 2012

Dagen i dag har ikke været en af de mest spændende.

Rent arbejdsmæssigt havde jeg fået lov til en hjemmearbejdsdag, da jeg skulle til begravelse midt på dagen - det er aldrig nogen rar oplevelse, og det var det bestemt heller ikke denne gang. Det er nemt (og måske endda helt uden smerter) at gå væk lige pludselig og uden forvarsel, men det er slet ikke nemt for dem som er tilbage, og nu skal finde ud af en tilværelse uden en elsket person hos sig. Det gør ondt at savne, men det gør bestemt også ondt at se de efterladte som var helt tæt på.

Tilbage på matriklen igen, og en masse tastearbejde (af den hårde slags) ventede, men hov... hvad lå der i postkassen?


For et stykke tid siden havde jeg bestilt snitmønstre hos Genesis Sy og Strik, og hvilken lækker overraskelse, at de nu sender et adgangskort til en af dagene når der afholdes Kreative Dage 2012 i Fredericia.

Jeg glæder mig :-) og siger tusind tak.

onsdag den 17. oktober 2012

Zpaghetti taske

... eller hvordan det nu staves.

I sommers var vi en tur i Vejers, og kom forbi Flittiglise. Her blev der indkøbt til Cherry, som for længst er strikket og taget i brug. Men min store teenagedatter faldt for en taske, som lå i butikken og var hæklet op i Zpaghetti garn.

Umiddelbart var tanken, at hun selv skulle lave den, men tiden er gået og garnet har simpelthen kløet helt fra posen gemt i skabet og så hen i mine fingre, så her i weekenden, hvor vi nød at have et par ekstra fridage i forbindelse med efterårsferien, så måtte vi igang.

Teenagedatteren gav gode råd om størrelse og form fra den ene ende af sofaen, og jeg forsøgte med hæklenål nr. 15 at udforme efter ønske i den anden ende af sofaen.


Lige præcis stor nok til at nå omkring skulderen og selve tasken så sidder nede ved hoften.

Efter bedste evne er der sat sort foer og lynlås i, så der ikke smutter småting ud mellem alle de små huller, som unægteligt sneg sig ind, når der nu blev hæklet med nål 15.

Faktaboks
Design: fri fantasi fra den skønne teenager
Garn: Zpaghetti - 2 forskellige farver (sortmeleret og beige)
Hæklenål: 15 mm
Bemærkninger: havde helt glemt, hvor hård så stor en nål er ved hænder og arme. Tror dog den bliver et hit, så det er besværet værd.

Drømmer lidt om at lave en mindre udgave til mig selv af resterne, og måske et par bordskånere...

torsdag den 11. oktober 2012

Anden Cherry færdig

Den sidder stadig om halsen, men jeg fik taget et billede i går eftermiddags inden solen helt forsvandt.


Den er vildt lækker, og luner i en grad så det er en fryd (sikke jeg kan)

Måske skal der strikkes endnu en, det er ikke helt til at sige endnu... har set en farvekombination hos Sommerfuglen - den kunne godt lokke.

Faktaboks:
Design: Cherry af Helga Isager
Garn: Alpaca 2, og 2 forskellige farver Højlandsgarn, begge dele fra Isager
Pind: 5,5 og 3,5 (det skulle have været 3, men de andre lå lige ved siden af)
Ændringer: ingen


onsdag den 10. oktober 2012

Første Cherry færdig

Det er vanedannende... at strikke altså. Når man så har fundet noget, som bare glider på pindene, så kan det ind i mellem være svært at få stoppet igen.

Jeg strikkede en Cherry til mig selv (billedet kommer i morgen - lige nu sidder den om halsen), glemte "helt" at hæfte ender, men startede i stedet på en til en veninde.

Hendes er lige her, og mandag morgen lå den på hendes skrivebord, da hun kom på arbejde :-)


Faktaboks kommer sammen med næste billede i morgen :-)

torsdag den 4. oktober 2012

Færdig Derwin

Måske skal jeg starte med en undskyldning... fordi jeg ikke fik lagt billeder på bloggen da trøjen blev færdig, fordi jeg har været enormt langsom til at få strikket sidste 4 pinde (halskanten), og fordi jeg for længst har taget trøjen i brug og nyder den.


I tidligere indlæg viste jeg en sammenlagt trøje, men her finder du faktaboksen.

Det er helt bestemt ikke sidste trøje der bliver strikket i Rowans Pure Wool DK, det er så lækkert garn, og så blødt. Og så må jeg jo indrømme, at pind 4 (og 3,5) bare er fantastiske størrelser at strikke med.

mandag den 1. oktober 2012

Lækkert tørklæde

I sidste uge havde en af mine kolleger et fantastisk flot og lækkert tørklæde på, et af dem, hvor man godt kan blive en lille smule misundelig.


Fotograferet lagt ud på et mødebord med mig oppe at stå på en stol

Hendes søster er ophavskvinden bag.

Tænk så lige over det her:
  • alle stykkerne er vasket for sig selv (for ikke at smitte af på de andre selvfølgelig)
  • strygejernet har været flittigt brugt på hvert enkelt stykke inden sammensyning
  • arbejdet med at finde den rigtige plads til de individuelle stykker
  • farvesammensætningen
  • og alt det andet, som jeg sikkert ikke har gennemskuet endnu.
Det eneste jeg med sikkerhed ved, det er at jeg skal forsøge mig ud i sådan et tørklæde... men den tidsmæssige planlægning siger, at det nok først bliver en gang i 2013 :-)

fredag den 28. september 2012

Uldfisk???

For en måneds tid siden skrev jeg her på bloggen om FILT, som nu hedder ULDfisken, og om Nanna som havde udskrevet en konkurrence på netop udseendet af en uldfisk...

Mit bud er nogle ikke helt så store fisk, og derfor syntes jeg, at jeg var nødt til at lave en håndfuld... måske de gør sig bedre i en større flok, og måske med lidt tang omkring til at gemme sig i.

Om ikke andet, så kommer de i dag med posten, så de kan svømme frem til Nanna.


Faktaboks:
Design: eget - overvejer om jeg skal skrive mønsteret ned, mens jeg kan huske det
Garn: Rowan Cotton Glace (ja ja, ved det godt, men det var lige det som lå øverst)
Forbrug: der kan blive mange fisk ud af et enkelt nøgle, og så bare rester til farverne
Hæklenål: nr 3
Bemærkning: måske nogle små sorte perler til øjne?

God weekend til jer

onsdag den 26. september 2012

Mor-barn blomst

Min kære gemals mormor har en rigtig fin plante i sin vindueskarm, som jeg længe har kigget på. Den anden dag fik jeg lov at plukke et par blade af for at se om jeg kan lave en plante selv.

Allerede nu ser de faktisk noget slatne ud, ligner noget som jeg ikke umiddelbart tror på overlever.

Har du erfaringer med at lave planter selv?

mandag den 24. september 2012

Færdig Something Silver

Something Silver er færdig, og den passer!


Omkring detaljer - se tidligere indlæg.

Lige nu mangler den kun at få syet et par knapper i, det tror jeg hun er meget bedre til selv ;-)

fredag den 21. september 2012

Cherry

I sommers var vi på besøg i Vejers, og der ligger den skønneste lille garnbutik Flittiglise. Jeg lod mig friste i stor stil, der blev købt adskillige nøgler bomuldsgarn, Pima og Mayflower. Langt det meste er  blevet omsat til forskellige ting og sager, noget af det mangler jeg stadig at vise jer...

Teenagedatteren blev fristet til at lære at hækle, der var nemlig en taske hæklet i Zpagetti. Hun er ikke kommet igang endnu, og garnet lokker og frister efterhånden hver dag, så jeg må virkelig tage mig sammen, for ikke lige at lave den taske for hende.

Men tirsdag aften startede jeg på Cherry af Helga Isager, og endnu en gang må jeg bare konstatere at Isager-garnet er for lækkert, man bliver helt forelsket af at sidde med det i hånden, og nyder hver en maske.

Så langt er jeg nået indtil videre, der mangler stadig 4 felter, hvor man strikker på pind 3,5 og kun med halvdelen af maskerne. Umiddelbart synes jeg det er lidt svært at lave en pæn overgang, men mon ikke jeg har lært det inden jeg er færdig?

Sådan ser min overgang ud tæt på


Update - hov, må hellere vise, hvordan det gerne skulle komme til at se ud når det er færdigt. Jeg følger ikke helt samme farver :-)
Billede lånt fra isagerstrik.dk

fredag den 14. september 2012

Stor Nostalgi

I dag må jeg...

I dag må jeg endelig vise jer billedet af mit hemmelige strik fra først på året. Og tro mig, jeg har taget en bunke billeder, og ikke et af dem er blevet særlig godt. Sort strik er svært at gengive, så man kan se facon, mønster og det lækre i garnets kvalitet.

Så i får et nærbillede - stadig ikke særlig godt.
Trøjen er blevet rigtig flittigt brugt hen over sommeren, og jeg glæder mig stadig til at bruge den igen og igen hele vinteren igennem

Grunden til, at jeg lige nøjagtig i dag må vise jer billedet, er at Annette Danielsen udkommer med bogen STRIK I STOR STIL netop i dag.


På Fanø Strikkefestival 2011 blev det fortalt, at Annette arbejdede på denne bog, og på modeller i store størrelser. Jeg fik fisket lidt efter oplysninger, da jeg længe har været forelsket i modellen Nostalgi fra "Strik en morgenstund". Jublende glad var jeg, da Annette fortalte, at den var en af modellerne som blev lavet lidt om og kom med i den nye bog her, og i samme åndedrag aftalte vi, at jeg skulle strikke den og se om jeg fandt fejl i opskriften.

I bogen kan du se dette billede - "min" trøje, bare i grå.

Jeg glæder mig til at få købt bogen og få kigget alle de andre modeller igennem, måske skal der strikkes yderligere en trøje (eller to)

Faktaboks:
Opskrift: Stor Nostalgi af Annette Danielsen
Garn: Isager (og i guder, hvor er det lækkert at sidde med)
Pind: 3, 3,5 og 4 mm - alle rundpinde på grund af det store antal masker
Ændringer: ingen da jeg jo skulle følge opskriften slavisk (hvilket kan være svært når man er vant til at lave sine egne småjusteringer undervejs)
Bemærkning: det er ganske enkelt årets trøje!

Skal lige skynde mig at tilføje, at dette ikke er et sponsoreret indlæg, bare min begejstring, der flyder over :-)

torsdag den 13. september 2012

Something Silver

Jeg er igang med at strikke, og har efterhånden været det i et stykke tid. Har bare ikke rigtig taget nogle billeder af det, fordi det er svært at få taget et ordentligt billede af noget sammenkrøllet strik... (ikke at det har forhindret mig tidligere)

Something Silver af Veera Välimäki


Min billedopstilling lader noget tilbage at ønske, men nu er jeg færdig med kroppen (den strikkes oppe fra og ned).

Denne udgave strikkes i Wilfert's Livorno som er overordentlig lækkert at sidde med. Det bliver så blødt. Er noget spændt på hvad ejeren af trøjen siger når hun ser den. Indtil videre har hun også kun set dette billede.



Hun opdagede til gengæld fejlen med det samme - kan du også se den?



tirsdag den 11. september 2012

Weekendens køkkenaktiviteter

Udover snapsen, blev der også syltet rødbeder

Bagt kanelsnegle (jeg skal lige øve mig lidt mere, og se om jeg ikke kan få indholdet til at blive hvor det hører hjemme, eller også skal jeg spare lidt på det).


Bagt pølsehorn med fuldkornsspeltmel (eller horn og horn, de blev lagt hurtigt sammen) .


Der blev også lavet et forsøg. Flere steder på nettet (diverse blogs) har jeg set hjemmelavede syltede ovnbagte tomater, så det skulle forsøges.

Inden ovnbagning (3½ time ved 85 grader)


Efter påfyldning af lage - glæder mig til at smage.


Min søde svigermor sørgede for en dejlig buket fra deres have.