tirsdag den 25. november 2014

Så kører trykkeriet

I morges havde jeg ingen problemer med at komme ud af sengen, faktisk var jeg vågen længe før alarmen var sat... der var nemlig en aftale, som jeg meget gerne ville overholde...
 
Besøg i trykkeriet og være med til trykstart :-)
 
 
Det var temmelig fascinerende at se arkene komme væltende i en lind strøm ud af tryk-maskinen.


Noget andet som var meget spændende, det var den med farverne - hvordan ser de ud når de kommer ud på tryk på det valgte papir, og hvordan føles siderne at have i hånden.... der er mange spørgsmål, når det er første gang og rigtig mange ting er faktisk svære at forestille sig inden man ser det færdige resultat.

Arbejdet kaldte, så jeg kunne desværre ikke blive det var helt færdigt, men jeg er sikker på det bliver godt.

Hvis alt går vel, så kan jeg hente dem fredag eftermiddag - det bliver helt vildt spændende.

Skulle du have lyst ud i et køb, så bliver prisen 129,- plus porto. Kan bestilles her hos mig i første omgang. Enten på mail overgaard.ketty(a)gmail.com eller sms 29255209

Bor du i nærheden og har lyst til at se og føle modellerne, så planlægger vi reception hos Uldfisken i Hornslet d. 6. december 2014 kl. 13-16. Meget mere om det senere.

fredag den 21. november 2014

Dagens strik

 
Og nej, desværre er det ikke, hvad jeg har fået strikket i løbet af dagen, men hvad jeg havde på for at komme til og fra arbejde i dag.
 
Kom til at kigge da jeg var "afmonteret" i morges, og var da nødt til lige at tage et billede.
 
Lækre halvhandsker efter opskrift af Else Schjellerup, Camomille fra Helga Isager og en Paula poncho fra Lene Holme Samsøe - elsker alle tre dele.
 


tirsdag den 11. november 2014

Afsted til grafikeren


Sådan så mit spisebord ud i går eftermiddags - der blev det hele sendt til grafikeren. Nu håber jeg bare, at jeg har husket det hele... og at det er forståeligt... og ... og ...

Nu glæder jeg mig til første udkast, men indtil da tror jeg der skal strikkes lidt, måske noget, hvor jeg ikke skal tænke så meget ;-)

tirsdag den 4. november 2014

En halsting

 
Jeg skal med det samme beklage det mørke billede, men det var temmelig mørkt og trist i vejret søndag eftermiddag...
 
Nu er jeg jo færdig med alle modellerne til mit lille strikkehæfte, men den her brændte sig på i mit hoved og var nødt til at skulle strikkes op. Garnet blev fundet på lageret og så ellers igang.
 
Fredag eftermiddag kom min søde svigermor på besøg, og forelskede sig vildt i den, den var blød og lækker og passed lige omkring hendes hals. Så derfra var der ikke langt fra tanke til handling (hun har nemlig hjulpet mig rigtig meget her på det sidste - græsenke og kursus ud over normal arbejdstid hænger ikke sammen tidsmæssigt), så jeg gik på jagt i gemmerne efter en kæmpe knap og vupti.
 
Nu er der bestilt garn til en til mig selv også - jeg brugte nemlig det sidste af den slags fra lageret.
 
Faktaboks
Mønster: egen ide - måske kommer den på Ravelry senere
Garn: godt tilbud fra Garnudsalg for laaaaang tid siden
Pind: nr. 7
Knap: noget horn-et-eller-andet købt til et strikke arrangement lang tid før garnet overhovedet blev købt
Hot eller not: synes den er ret hot ;-)