onsdag den 30. september 2015

Status på ToDo TaDa

Uha, jeg fik vist lavet listen lidt for lang....

Men fakta er, at jeg fik syet på symaskinen, selv om det ikke blev nogle af de ting, som stod på to do listen... en vinterkjole med trekvart ærmer blev lavet, og er taget i brug uden jeg fik taget billeder. En kjole mangler ærmer, og tilretning af forstykke. En bluse var færdig, men jeg syntes at ærmerne godt kunne sidde bedre, så jeg pillede dem af igen, de mangler at blive syet i. Samtidig med fik jeg fundet en kjole frem fra skabet, som aldrig var syet færdig, den fik jeg også pillet ærmerne af, så den er nu også klar til noget tilretning og isyning af ærmer igen.

Hæklenålen, den blev parkeret.
Det grå sjal blev pillet op, garnet ligger stadig lige lækkert og venter på jeg kommer dertil igen.

Strikkepindene har glødet.
Et tørklæde blev strikket på Fanø, det skulle bruges til udstilling hos Lundagers, og fik lige pludselig første prioritet. Indlæg herom i morgen.
G-uld pigernes garn fra Fanø lokkede også lige pludselig mere end det jeg ellers havde planlagt, så jeg er lige pt igang med at strikke et sjal for en veninde i deres garn. Mere af deres blev indkøbt,og ligger fristende og venter.
Krokus af Annette Danielsen skrider stille og roligt fremad, den bliver flot og lækker...

Så opskriften på det blå vintersæt ligger stadig og driller og venter... Hjælper det at sige, at notesbogen med alle detaljerne er væk?!!!

Haveprojekterne blev klaret, og det var lækkert. Mere til er endda også klaret og jeg nyder det hver eneste dag.

Hemmelighederne blev klaret, det samme er juleforberedelserne omkring advents- og pakkekalender.

Gad vide om der ligger en straf og venter, eller om jeg kan redde mig i land med forklaringerne om, at jeg nåede en masse andet?

ToDo TaDa #4 Planlægning af adventsgaver og pakkekalender

Ingen billeder :-) sæt nu, der er nogle som er nysgerrige og læser med.

Men fakta er:

Min søde kollega og jeg laver 24 pakker til hinanden, det glæder jeg mig helt vildt til. I sommerferien fik hun mig til at panikke ved at skrive, at nu var hun igang... I den her uge har jeg skubbet lidt til hende, jeg har nemlig ikke alene tænkt igennem, hvad der skal være i pakkerne... halvdelen er også indkøbt.

Min søster og jeg laver hvert år adventsgaver til hinanden. Nogle gange har jeg været i panik og helt blank for ideer helt frem til 1. søndag i advent. Men ikke i år. Pakkerne er alle købt og mangler kun indpakning, måske sniger der sig en lille ting eller to med i opløbet når vi kommer dertil, men beløbsmæssigt er jeg færdig.

Min ældste datter. Her gælder begrænsningens kunst, der er så mange fine ting på hendes ønskeliste, så jeg har egentlig bare lyst til at shoppe igennem fra en ende af. Hun har dog fødselsdag sidst i oktober, så måske jeg lige skal vente og se "høsten" der, inden jeg køber løs.

Min yngste datter. Hun mangler nattøj og undertøj i stor stil, så mon ikke jeg kan overtale Julemanden til at tage lidt af det med, og så er vi vist ude i nogle små pakker Lego Friends også...

Så på den front er jeg foran, overvejer endda om ikke mine svigerforældre, min far og min faster også skal have en lille pakke i løbet af december også. Min faster ønsker sig et strikket tørklæde, så mon ikke jeg lige kan klare det på strikkemaskinen ;-)

onsdag den 23. september 2015

ToDo TaDa #3 Hemmelighed

Et af mine punkter på listen over todo's var hemmeligt.
 
Jeg ville overraske de to "tøser", som jeg skulle dele sommerhus med på Fanø, når vi skulle til strikkefestival. I tankerne har jeg længe haft et tørklæde, som skulle strikkes på maskinen og så have hæklede ender på... og sådan blev det.
 

En grå stribe blev strikket på inden der blev lukket af og hæklet kanter.


Jeg har et eller andet med v-stitch lige for tiden, så det kunne ikke blive til andet. Beklager billedet som vender på hovedet, men det vil det, så sådan bliver det...

Faktaboks
Opskrift: ingen - idé dukket op en søvnløs nat
Garn: cottonwool fra Garnudsalg
Strikket på maskinen
Bemærkninger: tror godt jeg kunne finde på at lave nogle stykker til julegaver :-)

torsdag den 10. september 2015

ToDo TaDa #2 Hækken

Jeg ved det godt, hække skal normalt klippes inden Sankt Hans... det nåede vi ikke. Dybest set var det med vilje, for de tidligere ejere af sommerhuset (hvor denne hæk er) plejede først at klippe hæk i august, for så kunne han nøjes med at gøre det én gang om året. Den ide snuppede vi hurtigt. Dog er tiden løbet fra os, og vi kom helt hen i september inden vi fik den klippet...

 
 
 
Men nu er det endelig gjort, alt afklippet (hedder det det?) er samlet sammen og kørt til kompost nede i vores skov. 


Langsiden op mod læskuret og petanque-banen... Apropos petanque-banen, den overvejer jeg kraftigt at lave om til blomsterbed og mini-køkkenhave... jeg har sådan nydt at være i sommerhuset hele sommeren, men det kunne lige putte et par ekstra nydelsesprocenter oveni, hvis jeg lige kunne grave en kartoffeltop op og hente et friskt løg samt lidt krydderurter til aftensmaden ude i haven.

Jeg har ellers godt nok lovet gemalen, at jeg ikke vil grave huller, plante blomster, plante træer, sætte krukker på terrassen eller andet, som kræver mere pasning end haven allerede gør... men han har ikke sagt noget til de 5 krukker, som er flyttet herned i løbet af sommeren i år :-) mon han opdager at petanque-banen bliver lavet om?


Jeg skulle lige prøve at lege med det sidste billede :-)

Er det helt forkert at håbe, at vi i år får set haven og hækken helt dækket af sne?

tirsdag den 8. september 2015

ToDo - TaDa #1 opstart på Krokus

Jeg vil ikke sige, at jeg snyder... jeg er måske bare startet i den nemme og fristende ende af listen...
 
Nemlig med opstart af nyt strikketøj.
 
For en god uges tid siden udkom Annette Danielsens "Blomsterstrik", og den var et must. Så den lå i postkassen på udgivelsesdagen... og jeg kunne straks finde et par yndlinge.
 
Den første er Krokus - godt nok strikket op i en gul nuance i bogen, men jeg er nok nærmere inde i en blå periode, og der findes jo også blå krokus :-)
 

Hos Lundagers blev der taget billeder af garnet i solskin, og jeg må sige, at jeg er tosset med spillet, der er i den blå, og så bliver den kantet med en koksgrå til sidst.

 
 
Det går lidt langsomt, men for en gangs skyld føles det helt okay. Det er lækkert at sidde med og rent meditativt at strikke mønsteret.
 
Så målet var at få startet på trøjen, og det er hermed opfyldt... ved månedens afslutning kan jeg evt. lave en status på, hvor langt jeg er kommet...
 


fredag den 4. september 2015

Sandnes sommertrøje

Planen for sommerferiestrik var egentlig, at der skulle strikkes i bund med alle de igangværende projekter... 2 af dem, fik jeg klaret inden jeg var et smut forbi Uldfisken og bare lige skulle kigge og snuse stemning og se, hvad der skete...
 
Inden jeg fik set mig om, var der garn til et sjal til Karen, garn til en trøje til Karen, og sørme om ikke også der var garn til en trøje til mig selv også...
 
Nå, men en eller anden havde udtalt, at når du har afsluttet et projekt, så må du starte op på 3 nye, så jeg havde jo mere eller mindre lov til at slå op til nyt, selv om jeg stadig havde et par ufærdige projekter liggende!
 
Der var ikke langt til handling, jeg måtte bare eje den Sandnes trøje, med hulmønster ned ad ærmerne... så igang med mig, og målet var, at den skulle være færdig inden for den uge jeg havde inden jobbet kaldte igen.
 

Det nåede jeg også... trøjen og min kropsform var bare ikke enige om pasform. Det vil sige den passede som sådan, jeg synes bare ikke den var særlig flaterende.

Den røg så i skammekrogen, mens jeg gik og overvejede at pille det hele op igen og strikke cardigan, at lave denne til en cardigan med lidt steeking og strik af ribkant... men min ældste datter løste problemet. Den sad nemlig fantastisk på hende, og til trods for, at hun ikke er alt for vild med farven, så ville hun gerne overtage trøjen.

 
Nu fik jeg hæftet ender, og hun fik den med hjem... og den er taget i brug :-)
 
Faktaboks:
Opskrift: Sandnes - sommerhæfte
Garn: Line fra Sandnes, indkøbt til formålet hos Uldfisken
Pind: KnitPro træpinde nr. 5 (absolut yndlingspind for tiden)
Bemærkninger: så dejligt den fandt anvendelse, så den ikke skulle pilles op. Aftalen er, at den næste trøje bestemmer hun selv farve på. 

torsdag den 3. september 2015

Hæklet silketørklæde

I lørdags var vi inviteret til 80 års fødselsdag hos vores søde nabo.
 
Som altid kommer spørgsmålet om gave, hvad fødselaren ønsker sig, og kan jeg lave noget af det selv? I samråd med datteren blev vi enige om, at jeg skulle se om jeg kunne nå at hækle et luksus silke tørklæde i en farve, som vi ved vil klæde hende rigtig godt.
 
Men der var ikke noget på lager, og tiden for fødselsdagen nærmede sig med hastige skridt. Bestilling hos Uldfisken og levering dagen efter :-) og så ellers igang.
 

 
Her ligger 100 gram ophæklet lækker silke klar til let vask og blokning.
 
 
Her et par billeder taget imellem huset og garagen (der kan man nemlig ikke smugkigge over fra naboen). Foldet helt ud, ser det sådan ud - lidt stola-agtigt.
 
 
Foldet omkring halsen til at lune, og pynte samtidig.

 
 
Efter at have hæklet denne version også, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er nødt til at lave et mere... til mig selv. Spørgsmålet er bare, hvilken af de lækre farver jeg skal vælge???
 
Faktaboks
Opskrift: min egen - kan findes i strikkehæftet "over hals og hoved"
Garn: 100% Tussah Tweed silke - købt til formålet hos Uldfisken
Hæklenål: nr 4,5 (hvis jeg lige husker rigtigt)
Bemærkninger: skal laves til mig selv, og tror også jeg skal prøve en alpaca version her til efterår / vinter