torsdag den 31. januar 2013

Flere lapper

I dag kom posten med endnu et brev fyldt med lapper.

Denne gang fra Susan med Annasmorblogger


De er så fine, og passer så godt sammen med de andre jeg har modtaget.

Jeg glæder mig meget til at komme igang med at sætte lapperne sammen til tæppet, og ikke mindst til at komme igang med at sy.

onsdag den 30. januar 2013

Geilsk Underslyngel

Skal jeg være helt ærlig, så var det jo meningen at juleferien skulle have været brugt på at strikke strømper til min kollegas børn... det lokkede bare ikke.

Det gjorde derimod denne skønhed - jeg slog masker op d. 23. december om morgenen, og 1. januar om eftermiddagen blev de sidste masker strikket. 


Den mangler lige at blive skyllet op, inden den skal tages i brug. Desværre er det ikke til mig, men til en veninde, som starter ny butik op lige om lidt.

Umiddelbart er jeg så begejstret for Underslynglen, så jeg er nødt til at strikke en til mig selv også, og er vist gået hen og har lovet min søster en... heldigvis er de nemme at strikke, og man kan sagtens både snakke og se fjernsyn imens.

Faktaboks
Design: Underslyngel fra Bente Geil
Garn: Geilsk Tynd Uld - farve 35
Pind: Rundpind 3,5 mm - faktisk 2, da linningen strikkes dobbelt og lukkes af på en gang med elastik imellem.
Bemærkninger: jeg er total begejstret

tirsdag den 29. januar 2013

Hvad posten bragte i dag...

Posten kom pænt og bankede på døren idag, noget var for stort til at gå i postkassen (det vidste jeg godt, hvad var), men ud over det så var der hele 2 breve med lapper til vores "byt-en-lap" blogleg. I går var der også brev, men blogger har drillet lidt med at ville uploade billeder (igen), så dem kan jeg først vise i dag.

 Lapper fra Helle Malene
 Lapper fra Jean
 Lapper fra Karen
Og så må jeg jo erkende, at min drøm om størrelsen på tæppet nok er lidt større end de lapper jeg får byttet mig til, så jeg har snydt og sendt bud efter lidt at supplere med. Det kom også i dag - og det var det som ikke kunne gå i postkassen.

Hvis i ikke kender Hannes Patchwork i forvejen, så synes jeg ikke i skal snyde jer selv for et lille kig forbi. Leveringen er super hurtig, og portoen billig.

Nederdel

Sidste uge bød på masser af it-mæssige udfordringer, heldigvis er der hjælp at hente, så nu skulle jeg gerne være kørende igen.

Fredag over middag stod den for en gangs skyld på stof og ikke garn. Nytårsdag fik jeg tegnet og klippet et par mønstre og lidt stof, og nu syntes jeg ikke at nederdelen til tumlingen skulle udsættes længere. Heldigvis blev hun glad :-)


Moren er dog knap så begejstret, for modellen er ikke optimal til hendes figur, så i denne omgang tror jeg det bliver første, eneste og sidste der er lavet i den model.

Faktaboks
Mønster: Rundskåret nederdel fra MINI-KREA
Stof: let bomuldsstof plus rib fundet hos Boesen Sy & Stof i Silkeborg
Bemærkninger: nederdelen fejler intet, tog ingen tid at sy, men modellen er bare ikke en succes

tirsdag den 22. januar 2013

Halsrør

Jeg er bagud med indlæg, eller med at få vist, hvad jeg har lavet... faktisk mangler et par ting fra før jul endnu.

I dag kommer det første, et absolut lækkert blødt og uundværligt halsrør (hvis jeg ellers skulle udenfor i det danske vintervejr) - men det kommer jo igen :-)


Sværhedsgraden i dette er helt bestemt til at overskue.

40 masker, og rib 4 r 1 vr, strik herefter som maskerne viser indtil ønsket længde, luk af og sy sammen.

Jeg har strikket på pind 6 - men tilret maskeantal efter garntykkelse, for at få det bedste resultat.

Faktaboks
Mønster: 4-1 rib - fri fantasi
Garn: blødt lækkert garn fra BC Garn - kan ikke huske navnet, og bandarolen er pist væk (garn fra lager)
Pind: 6 mm
Bemærkninger: selv teenageren er misundelig, hvilket ikke sker så ofte længere... tumlingen har også drønet rundt med det på indenfor flere gange, så det må have en vis lækkerhedsværdi :-)

mandag den 21. januar 2013

Strømpe-strik

Jeg har ikke lagt skjul på, at det med at strikke strømper er en udfordring, men når det sker i garn, som selv skifter farve, så føler jeg alligevel at der sker noget - og børnestrømper er da til at overskue.

Et pænt stykke tid før jul havde jeg lovet at forsøge at strikke strømper til en kollegas tvillinger - tænkte, at de små strømper da ikke ville tage nogen tid at få lavet - men jeg blev alligevel ved med at finde på overspringshandlinger og fik dermed udsat strømpestrikkeriet. Og da manden så kom hjem fra arbejde, så kunne jeg jo ikke så godt sidde og strikke på strømper til andre, når jeg nu hele tiden har sagt jeg ikke vil strikke strømper, og han så må undvære den hjemmelavede slags...

Så i princippet kunne jeg jo ikke gå igang inden juleaften var overstået... (og manden kunne få sine hjemmestrikkede strømper), og så gik julen med noget andet strik, som i får at se senere på ugen... hmm og så var det jeg ikke kunne stå ordentligt på benene og nu er børnestrømperne endelig lavet


I torsdags kom de afsted med posten, og her i weekenden fik jeg et billede - de røde går fint sammen med glimmersko og natkjole ;-)

Må så også indrømme, at der er købt ind til flere strømper. Begge mine nevøer kunne godt tænke sig et par hver, og så må moster jo igang.

Faktaboks
Garn: Drops Fabel - kan vaskes i vaskemaskinen
Opskrift: strømpediagram fra Sys Fredens' lille hæfte med Strømper og Sokker
Strømpepinde: nr. 3
Bemærkninger: mon ikke jeg med tiden også får lært at lave dem ens, eller har det i grunden ikke en vis charme, at de er forskellige?

fredag den 18. januar 2013

Byt-en-lap pakkepost

Onsdag var der et rigtig hyggeligt brev med posten - lapper til mit tæppe fra Ellen K :-)


Oveni i lapperne var der sørme også fine tegninger, en bambi og skønt skønt strikkeblad fra Sidsels Sangild.

Nu må jeg se om jeg ikke kan lokke manden til at holde en pause fra istandsættelsen af vores stue og få ham til at lede efter noget af det stof jeg har i tankerne til de lapper jeg skal have sendt afsted. Håber på mirakler i løbet af weekenden, så de kan blive sendt i starten af næste uge.

God weekend til jer alle :-)

onsdag den 16. januar 2013

Svigermors strik

Min svigermor er dygtig til at strikke, også selv om hun ikke rigtig vil være ved det. Men hun strikker meget meget jævnt og meget omhyggeligt.

Vi har flere gange fundet garn på mit ydmyge garnlager og hun er gået hjem med garn til et par projekter, sidst fandt vi garn til et par trøjer til tumlingen. Garnet her er godt nok hentet fra venindens garnlager, da hun var igang med en oprydning - men trøjen til tumlingen stod klart i hovedet.

Denne er nu næsten klar, men der var lidt som drillede da monteringen skulle igang, så når jeg nu alligevel sad, så kunne jeg jo godt pille op og rette til - men der var intet som skulle pilles op, det hele var lavet helt rigtigt, selvfølgelig.

Så jeg har kun syet sammen og hæftet alle enderne, nu skal svigermor så have den tilbage og have strikket de sidste kanter på, og have fundet knapper til lukningen.


Faktaboks
Mønster: Strikkemagasinet (for længe siden) med et par ændringer
Garn: Livorno fra Wilfert
Pinde: 3,5 mm - kanter med 3,0 mm
Bemærkninger: Tumlingen har fint stillet op til model adskillige gange undervejs, og også selv kontrolleret mål flere gange med centimetermålet ;-) hun er stolt af bedstemors strik

tirsdag den 15. januar 2013

Garnforbrug

Mange bloggere har lavet en status på det forgangne år (og ja, jeg ved godt, at jeg er lidt bagud... vi er midt i januar!).

Uanset hvad, så vil jeg da ikke stå tilbage, og min status skal gå på hvor meget garn jeg har haft igennem hænderne ved henholdsvis hækling og strik.

Inden jeg gik i gang med sammentællingen, så havde jeg en ide om, at jeg nok havde sneget mig op omkring de 5 kilo i året der var gået - alt andet lige, så synes jeg, at jeg har været flittig :-)

Allerede under sammentællingen af de hæklede projekter kunne jeg godt se, at mit gæt var helt forkert.

Garnforbrug hækling : 4,87 kg garn
Garnforbrug strik: 6,445 kg garn
Totalt garnforbrug: hele vanvittige 11,315 kg garn

Om jeg synes det sætter en vis forventning til 2013? Ja, det gør jeg, og synes måske allerede jeg er ved at være lidt stresset, for hvordan skal jeg nå det....

Heller ingen billeder i dag... jeg skal nok søge professionel hjælp :-) ................. Liv?

mandag den 7. januar 2013

Skals

Ordet Skals har altid stået som noget helt fantastisk for mig, noget som var uopnåeligt, og noget som lå meget fjernt.

I min tidlige ungdom drømte jeg meget om en uddannelse fra Skals Håndarbejdsseminarium, som det hed dengang, men min mor mente det anderledes, og så blev det Handelsskolen og kontorlivet for mig i stedet.

Men der findes jo noget som hedder korte kurser på Skals - højskolen for design og håndarbejde. Og nu har jeg tilmeldt mig et af de kurser, og glæder mig som et lille barn.

I oktober måned skal jeg på kursus i håndstrik med Helga Isager, jubiii :-)

Nu skal jeg ikke beklage mig, men det er godt med nogle positive udsigter - jeg har nemlig startet året helt fantastisk uheldigt, nemlig med en fod, der er brækket hele 3 steder og er blevet sat sammen med 4 skruer, så lige nu står den på ro.

Forhåbentlig kan vi finde ud af noget med hjemmearbejde, så jeg ikke falder helt af på den, jeg må nemlig ikke støtte på foden i 6 uger, og dermed heller ikke køre bil, så jeg kan komme på arbejde.

Til gengæld har jeg fået så fin en "scooter-støvle" på.
Billedet vil ikke uploades, så i slipper i denne omgang :-)




onsdag den 2. januar 2013

Stjernekjole

Jeg nåede det, lige nøjagtig.

Søndag aften blev tumlingens stjernekjole syet, så hun kunne få den på nytårsaften - det gjorde lykke.

Hun har selv valgt stoffet og ikke mindst den sorte Barbapapa, som skulle sættes på efter syningen.

Min fod blev ved med at smutte med på billedet, selv om jeg forsøgte ihærdigt at undgå det...

Faktaboks
Mønster: endnu en gang kjolemønster fra MINI KREA
Stof: ren bomuld uden strech fra Boesen Sy og Stof i Silkeborg
Bemærkninger: denne gang har jeg lavet lidt ekstra plads ved ærmegab og i ærmerne, da kjolen på ingen måde er elastisk. Selve halsåbningen er faktisk også lidt stram, selv om der er stor åben v-hals. Jeg var lidt nervøs for, om tumlingen nu ville gide have kjolen på fordi den ikke giver sig imens, men der var ingen problemer :-)