fredag den 29. april 2016

Liberty silk kjole



Jeg er helt sikker på, at det er en kvindeting! Det der med, at man skal i byen og selv om man har forsøgt at planlægge påklædning, så er det ikke lykkedes, så hovedet føler sig tilfreds også.

Hele 2 konfirmationer var der sidste weekend, og det var ikke fordi jeg ikke havde noget, som jeg kunne tage på, det føltes bare ikke helt rigtigt... så fredag morgen blev jeg enig med mig selv om at sætte fut på, og så se om jeg ikke lige kunne nå at køre den her kjole igennem symaskinen.

Det lykkedes.

Må hellere lige huske at fortælle, at den har været længe undervejs, måttet igennem opsprætninger, klippe ændringer og alt muligt, for at ende med at ligge i skabet i næsten et år inden i fredags... til gengæld sad den helt som den skulle, da jeg fik den syet sammen.

Mønsteret er det samme som brugt til en del sommertoppe, nu med tillavet ærme.

Lige så snart alle forårsfesterne er klaret, så kommer jeg til at slide den op på arbejde. Den er så lækker at have på. Kan det være undskyldning nok for at købe stof til en mere?????

Faktaboks:
Mønster: startede oprindeligt som en sommerkjole fra AOH for flere år siden
Stof: Liberty Silk, købt til formålet hos City Stoffer sidste forår
Bemærkninger: Microtex nåle er et must til det her stof, og hvor er jeg glad for at have stiftet det bekendtskab for snart længe siden. Mønsteret bliver helt klart brugt igen :-)





onsdag den 20. april 2016

Viola vol. 1


Hjernen er overloaded med nye ideer.
Ideer til nye opskrifter, som bare gerne vil strikkes, men overskuddet er ikke til at lave strikkeprøver og regne dem ud lige for tiden. Så stregtegninger er løsningen og små noter med henvisning til garn.

I stedet har jeg kastet mig over en ny Annette Danielsen model (den 3. i træk)

Billede lånt herfra

Viola hedder trøjen, og den strikkes i en farve, som jeg er tosset med, men trods det ligger udenfor komfort-zonen.



Det går langsomt, meget langsomt. Hænderne driller, de sover og snurrer, helt op i armhulerne, så det betyder også, at mit strik ikke er jævnt og så pænt som det plejer at være...

Måske skulle jeg i stedet få ryddet skrivebordet og få stillet min strikkemaskine an igen? Og give hænderne en decideret strikkepause... det sidste har jeg bare slet ikke lyst til....


mandag den 18. april 2016

Sneflokke vol. 2


Indrømmet, jeg er lidt bagud med indlæg...

Det er 5 uger siden, jeg blev færdig med Annette Danielsens model Sneflokke fra hæftet Vinterdage.

Jeg valgte at strikke den i grå, da jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at bruge den i hvid eller råhvid... og jeg har ikke fortrudt. Den er så skøn at have på :-)




Inkl. et view til Barbies hus og fotografens venstre fod ;-)





Lækker lille detalje - der var lidt monteringsarbejde på den, men når det giver god mening i forhold til det færdige arbejde, så gør det ikke noget.

Selv om jeg sad og satte streger på et stykke papir hver gang jeg havde strikket en pind, så var den altså sjov at strikke. Det er ikke så tit, jeg kaster mig ud i noget, hvor der skal tælles så meget. Men det gør jeg meget gerne igen.

Min søster har allerede nu ytret ønske om en magen til i fødselsdagsgave, så på et eller andet tidspunkt må jeg vel på den igen :-)

Faktaboks
Opskrift: Sneflokke af Annette Danielsen, fra hæftet Vinterdage
Garn: Isager Alpaca 1 og Isager Merilin
Pind: nr. 5 - så det gik faktisk rimelig stærkt.
Bemærkninger: der skal strikkes en mere, dog til min søster

fredag den 15. april 2016

Naturglimt

Liv har travlt med at vise forårslækre billeder i dag... og jeg fik sådan en lyst til at være med.


Dog var det ikke mange billeder hjemmefra haven, som lå på min telefon, men et billede fra påskens tur forbi Gudenåen

Der er ikke meget, som er blevet grønt endnu.




Hjemme i haven er denne skønhed på vej op, og jeg har konstateret, at jeg virkelig mangler flere. Har lavet en bytte-aftale med en af vores genboer, som mener hun har så mange, så vi kan lave aflæggere, i stedet får hun en staude-tidsel. Ren win-win.



Min skønne folkevogn har også set dagens lys, efter at have været pakket ind i maskinhallen hele vinteren.

Det er for mig et rigtigt tegn på, at nu nærmer forår og sommer sig. Første tur var med en af årets tidlige konfirmander, som var færdig af grin over, at der var nøgle i bilen, og at vinduet skulle rulles ned og op manuelt ;-)

Ønsker jer en rigtig dejlig forårsweekend 


onsdag den 13. april 2016

Maskinstrik på Rydhave Slot

I sidste uge var jeg på kursus hos Bente Rønberg i maskinstrik. Noget jeg har glædet mig til rigtig længe.


Omgivelserne er intet mindre end fantastiske. Rydhave Slot er stedet, hvor det sker. Vi havde foredragssalen for os selv, og i forlængelse deraf ligger et køkken, hvor der var en fantastisk forplejning. Tror ikke nogen af os led nød i løbet af ugen :-)





Min skønne mindste datter nægtede at tro på, at jeg befandt mig på et slot ude i skoven. Hendes kommentar var hver gang "du lyver". Men det gjorde jeg ikke, og tog selvfølgelig billeder til hende, så hun kunne se, at det var rigtigt.




Inden jeg skulle afsted, var jeg meget i tvivl om, hvor meget der skulle med... jeg skulle jo helst ikke gå ned på hverken garn eller udstyr. Ud over alle sagerne på billedet her ovenfor var der en stor taske med tøj.


Den skønne Lis kom ud til mig, og så fulgtes vi derfra. Hendes oppakning var heldigvis lige så omfangsrig som min, så jeg følte mig ikke helt alene ;-)



Søndag sidst på eftermiddagen så der sådan her ud, og så var jeg ellers klar til at gå igang. Og ret bævende må jeg indrømme, for jeg har forsøgt flere gange hjemme at få rigtig gang i maskinen, og med en masse fejl i det strikkede til følge, og har efterhånden troet på, at mine evner ud i maskinstrik skulle søges meget langt væk.



Men efter et par prøver, så fik jeg heldigvis modet tilbage, men fik konstateret, at min maskine desværre er meget slidt, og der er ting og finesser, som den ikke kan klare. Så indtil videre (læs indtil jeg får sparet sammen til en ny maskine) så strikker jeg glad videre, langsomt og med tålmodighed, så jeg ikke glemmer det lærte.




Den ene aften skulle jeg bare lige prøve, og der kom det mønsterstrikkede stykke ud af maskinen. Mønsteret er Bentes, og jeg tog mig den frihed at sætte det ind i et lille sjal frit sat sammen (uden strikkeprøve og beregning).


Det store sjal, som Bente har lavet opskrift på, det er jeg helt sikkert nødt til at prøve at lave, da jeg er helt vild med det, og tænker, at det er et must til at putte mig i, i sommerhuset.


Ud over sjalet, fik jeg strikket en cardigan til mig selv, men den får et indlæg for sig selv, når jeg lige har fået hæftet ender og vasket den.


Nu glæder jeg mig til næste gang, for jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer en næste gang. Forhåbentlig med en anden maskine, så jeg kan få puttet nogle flere finesser på og jeg ikke er begrænset i mit valg af struktur og mønster.


Så søde rare opsparing, voks voks voks voks - og gerne lidt hurtigt, ikke :-)