mandag den 31. august 2015

ToDo-TaDa september


Jeg kunne ikke lade være... jeg er simpelthen nødt til at være med her. Måske september så bliver måneden, hvor jeg får syet de kjoler jeg længe har haft i tankerne.

Nu ryger de i hvert tilfælde på listen over planlagte projekter.

Ledig tid er der desværre ikke for meget af for mit vedkommende i denne måned, men en del af tiden byder på et sykursus, og en tur til Fanø med indlagte workshops, så jeg glæder mig rigtig meget.

Min liste over ting, jeg håber at få krydset af i løbet af september, ser således ud:

Symaskinen:
- kjole med Liberty
- kjole med plissé (er meget spændt på pasformen i denne)
- kjole i koksgrå med pynt
- skjorte med kronhjorte
- 2 stk efterårstunika til Karen (stoffet er ikke bestemt helt endnu)

Hæklenålen:
- et gråt sjal (skal ikke nødvendigvis være helt færdigt, men rigtig godt på vej)

Strikkepindene:
- et vintersæt i blåt (med tilhørende opskrift nedskrevet og korrekturlæst)
- opstart på Krokus af Annette Danielsen (fra den nye Blomsterstrik, har bestilt garn)

Haven:
- klippe hæk ved sommerhuset (meget tiltrængt, håber manden hjælper lidt her)
- plante alle de lavendler, som jeg fik meget billigt i fredags

Juleforberedelse:
- planlægning af pakkekalender til min søde kollega (vi laver en bytter i år)
- planlægning af adventsgaver til min søster (vi bytter hvert år, rigtig hyggelig tradition)
- tanker om adventsgaver til pigerne (det er nok den sværeste)

Herudover er der et par hemmeligheder, som jeg nok skal fortælle om, når de er lavet og overrakt

Hold nu op, det så lige pludselig meget ambitiøst ud. Håber jeg kommer igennem langt det meste. Især på havesiden er det et must og ikke bare et ønske.

Glæder mig til at se, hvor mange andre der får lidt travlt efter job rundt omkring i Blogland, og glæder mig rigtig meget til at se en masse indlæg, og ikke mindst hente inspiration rundt omkring.

Nu ved jeg jo ikke om Linda har udtænkt en straf, hvis man ikke kommer i mål, men mon ikke vi finder ud af det undervejs :-)


mandag den 17. august 2015

Haven vol. 1


Ikke nogen hemmelighed, at jeg havde glædet mig ekstra meget til weekend denne gang. Ikke umiddelbart nogle planer, og der var mulighed for at komme en tur i sommerhuset.

Jeg må nok sige, at sommerens yndlingsplads er på den overdækkede terrasse med udsigt over græsplænen. Eneste minus er, at jeg vist må have investeret i en termokop med låg for at holde kaffen varm i mere end 5 minutter, når vi kommer lidt længere hen. For sidde ude lige nøjagtig der, det vil jeg gerne blive ved med :-)



Da vi kom hjem i går besluttede jeg mig for at få taget hul på nogle af alle de "små" områder i haven, som trænger seriøst til en kærlig hånd. Første sted var her... det skulle der have været taget hånd om allerede i foråret, men kroppen ville ikke helt være med til at grave yderligere... Det blev den tvunget til i går...


 
35 minutter senere så der sådan her ud.
 
Så regnvejret her til formiddag er helt velkomment :-)
 
Nu skal jeg så bare beslutte mig for, hvilket område jeg skal kaste mig over næste gange. Dette var det nemmeste...

torsdag den 13. august 2015

Jubilæumsbutterfly


For en god uges tid siden havde en af mandens gode kolleger 25 års jubilæum.

Vi var inviteret til surprise-party i garagen - helt gennemført surprise - han havde intet på fornemmelsen, så det var helt kanon.

Jeg måtte selvfølgelig ud i noget hjemmelavet, og hvad var mere nærliggende end at hækle en butterfly efter Frøkenen og Baronens DIY.

Jagten gik ind på garn i den helt rigtige blå farve - i butikken kommer den nu til at hedde Mærsk-blå fremover :-)

Den stakkels jubilar gik pænt rundt med butterfly påsat 7-takket stjerne indtil vi tog hjem igen. Han mente endda, at den skulle med på kontoret næste gang han skulle forbi på Esplanaden... det er jeg lidt spændt på at høre mere om ;-)

Faktaboks
Opskrift: Asli Sørup fra bloggen Frøkenen og Baronen
Garn: Sandnes Mandarin Petit - købt til formålet hos Ønskegarn i Silkeborg
Hæklenål: nr. 2
Bemærkninger: stjernen søgte jeg inspiration til på Pinterest, og fandt en julestjerne, som blev omregnet lidt så jeg kunne få 7 takker på...

torsdag den 6. august 2015

Cardigan med smock

I april strikkede jeg Strikkebogens Karoline cardigan til Karen, og blev undervejs fuldstændig forelsket i det lækre bløde lamauld.
 
Til trods for, at jeg forventede Karen ville vride sig i trøjen og erklære, at den klør, så smutter hun glad og ofte i den. Lækkert at se, hun er så glad for den.
 
Men en veninde og jeg havde snakket meget om, at den nu også kunne være lækker i en voksen udgave, og rygterne ville vide, at den ikke kom fra Strikkebogen, da den ville ligne en anden smock-cardigan for meget... øv tænkte vi, for det var netop den fine smock på pige-cardiganen vi var faldet for, og som vi også gerne ville have.
 
Jeg tænkte længe om jeg bare skulle strikke den anden udgave, og fandt også en udgave fra USA med en rigtig fin smock... og så alligevel... Nej - jeg ville have Strikkebogens udgave.
 
Så igang med en lidt større strikkeprøve, ændring af smock'en, så den kunne passe til voksenskuldre, og så ellers igang med at regne.
 
 

Anden weekend i maj gik jeg igang, fik strikket smock-stykket og fik lavet en masse udtagninger på vej ned til deling til krop og ærmer. Og kunne måske godt fornemme, at mine beregninger ikke var super omkring delingen, og antal masker bagefter - den blev i hvert tilfælde for stor. Så med hjælp fra en anden veninde fik jeg styr på hvor meget jeg skulle "undvære" og der blev strikket næsten 4 nøgler tilbage.


Målet har hele tiden været, at den skulle være færdig til Fanø (Strikkefestival i September), men jeg har været rigtig dygtig og haft gang i mange projekter ad gangen - og så sker der ikke så tydelige fremskridt. Så i ferien blev jeg enig med mig selv om, at der skulle laves én ting færdig ad gangen.

Trøjen her blev nummer 2 færdige ferie-ting. Den passer perfekt. Jeg elsker den. Kommer til at bo i den hele vinteren.

Faktaboks
Opskrift: ingen - men stor inspiration hentet fra Strikkebogen
Garn: Lamauld fra Strikkebogen - købt hos Lundagers helt specifikt til formålet
Pinde: nye yndlings KnitPro træpinde nr. 5
Knapper: specielt udvalgt hos Boesen Sy&Stof i Silkeborg
Bemærkninger: Jeg er så vild med den trøje, tror jeg skal have skrevet nogle maskeantal ned, for modellen kan godt bruges som basismønster til flere trøjer til mig selv
Og når nu Karen har erklæret, at jeg burger str. hævet bagdel, så må jeg hellere sørge for at mit strik også passer til str. hævet bagdel ;-)