fredag den 22. november 2013

Nyt læsestof

Det kniber med evnen til at sove lige for tiden... så derfor får jeg læst meget mere, end jeg har gjort i mange mange år.


Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke er med på krimi-bølgen, og hvor ville jeg ønske, at jeg var, for så var udvalget da vildt stort, når man skal vælge noget nyt.

Men den anden dag faldt jeg over et godt tilbud på Hanne-Vibeke Holst's nye bog, så blev enig med mig selv om, at det var lovligt at købe den. Og så stod Khaled Hosseinis Drageløberen på hylden ved siden af... den måtte også med hjem, for jeg er lige blevet færdig med Under en strålende sol (og den er vildt god), og lusket som de ekspedienter jo er, så spurgte hun, om jeg ikke lige skulle have den indbundne udgave, for så var bogen med i en tilbudspakke, hvor man kunne vælge 3 bøger, og merprisen var kun 70,-

Hmm det er jo svært, 2 ekstra bøger for 70 kroner... jeg er ikke svær at overbevise, men så kom kunsten... hvad skal jeg læse når der stort set kun er krimier på tilbud?

På billedet kan i se, hvad jeg kom hjem med - har i læst nogle af dem, og hvad synes i?

Andre gode bud på bøger jeg skal læse, bare indtil søvnen kommer tilbage (den er velkommen - jeg er stagetræt)?

Og nej, jeg er ikke gået fra håndarbejdet, der bliver bare lavet gaver, og dem kan jeg jo ikke vise frem endnu :-)

torsdag den 21. november 2013

Små tasker



Som jeg fortalte i går, så har Liv og jeg byttet krea-projekter, og se lige, hvad hun har lavet til mig :-)


Jeg har længe været misundelig på Livs smukke små punge/tasker til opbevaring af alle de ting man ikke kan undvære når man tager ud med strikketøjet, og nu har jeg fået mine egne.

Tidligt på året da jeg sad med foden oppe, fik jeg bestilt stoffet hos Hannes Patchwork - der var nogle rigtig fine farvekombinationer, og jeg burde da lige kunne have fikset taskerne da jeg alligevel sad der, men jeg fik ikke taget mig sammen. Lynlåse og jeg er ikke gode venner, når det kommer til sådan nogle små ting - jeg kan sagtens sætte lynlåse i tøj og skifte lynlåsene, hvis de trænger til det, men en pæn lynlåsafslutning på en taske, det er ikke lige min kop te.

Har lovet Liv, at sætte mig ned og prøve, hun har sendt link til DIY og det hele... og jeg har stof til mange flere endnu, så måske... engang...

Men indtil videre vil jeg stor-nyde disse smuksakker - den ene ryger med på arbejde til diverse fornødenheder (neglefil, pille-æske, ekstra par strømper og så videre i den dur), den anden skal straks pakkes med krea-grej så vi er klar til tur i strikke-klubben søndag :-)

Tusind tak for hjælpen Liv :-)

onsdag den 20. november 2013

Hjertegarn no 313719

Ja ja, ud fra overskriften er det ikke så let at gætte, hvad i nu skal udsættes for :-)

For et stykke tid siden havde jeg hyggeligt besøg af Liv og vi snakkede lidt om at bytte krea-projekter. Hun skulle lege lidt med stof og lynlåse for mig (dovenskab og noget med lynlås-uvenner fra min side), og jeg skulle strikke en trøje til banditterne.

For 2½ uge siden byttede vi remedierne, og her til morgen havde vi posebytning på vej på job.

Øverst er billedet af trøjen søndag middag, da den var klar til at få hæftet ender og blive syet sammen under ærmerne.


Her er trøjen lagt klar til fotografering i morges (og ja, jeg ved godt det med dagslys, motiver og billeder, men jeg tager hjemmefra før det bliver lyst, og når knap hjem inden det er blevet mørkt igen).


Umiddelbart er jeg selv ganske tilfreds, selvom det med at ramme strikkefastheden har voldt en del kvaler på denne trøje. Nu håber jeg bare, at trøjen passer :-)

Faktaboks
Opskrift: Trine Bertelsen for Hjertegarn
Garn: Hjertegarn Ragg strømpegarn
Pind: rundpinde og strømpepinde 4½ og 5
Bemærkninger: ved faktisk ikke rigtig, hvorfor jeg ikke strikker noget mere mønsterstrik, det er jo vildt sjovt

tirsdag den 19. november 2013

Staude børnehave


Der er nybyggeri igang - jeg har tidligere vist et et beplantet filteranlæg, som også er blevet lavet. Min svigermor og jeg har længe snakket om, at der skulle laves en plantebørnehave, som vi kunne sætte planter til at vokse i, så vi senere kunne dele dem i flere og måske få planter nok i sidste ende, til at lave hele 2 flotte blomsterhaver.

Men tiden er løbet lidt fra os, der er sket så meget, og nu er det ved at være absolut sidste udkald. Min svigermor og svigerfar fik gravet op hjemme, delt planter og fyldt traileren, og de blev kørt ud til byggepladsen.

Tumlingen og jeg tog en tur forbi, og endte med at se herlige ud, dækket i mudder næsten fra top til tå :-)


Hvis nogen undrer sig over, at vi ikke har plantet helt i lige rækker, så er det på grund af mudder. Vi sank ganske enkelt i til anklerne, og så er gummistøvler både det rigtige at have på, og så ikke... de er godt nok svære at trække op igen...

For at forsøge at beskytte de nyplantede stauder lidt, så har vi hentet nedfaldsblade fra de store træer og lagt rundt om. Tanken går på, at de forhåbentlig beskytter lige så godt, som hvis vi klippede en masse gran af nogle træer.


For lige at give en indikation af, hvor meget vand der ligger, så er her et lille billede af byggepladsen - ren slaraffenland :-)

mandag den 18. november 2013

Lyshuse


Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg bliver aldrig en stor fotograf.

Men jeg vil alligevel lige vise jer billedet af mine lyshuse. Hvis jeg ikke var glad for dem tidligere, så er jeg for alvor blevet det nu.

Sidste år fik jeg de 2 midterste lyshuse i fødselsdagsgave af mine forældre, og min mor var meget opsat på, at jeg jo skulle have dem alle 4. Et par dage før min mor trak vejret for sidste gang, mindede hun mig om, at jeg skulle huske at købe de sidste 2 lyshuse i fødselsdagsgave fra dem - og det har jeg gjort.

Så nu står de og lyser i vores vindueskarm og minder mig om min mor :-)



onsdag den 13. november 2013

Naboens søn



Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er den store krimi-fan og læser.

I stedet kan jeg godt lide Jane Aamunds skildringer... men denne kan jeg ikke helt komme mig over. Små 300 sider og læst på under 2 døgn (hvilket slet ikke ligner mig), men om det er fordi bogen er for let læst, eller om det er fordi indholdet alligevel er krøbet under huden, det kan jeg ikke helt beslutte mig for.

Har du læst den, og hvad syntes du?

tirsdag den 12. november 2013

Leopard-tunika


Nogle gange kan det være svært at få syet noget til mig selv, mest fordi hver gang jeg finder symaskinen, så spørger Tumlingen "om jeg ikke lige kan sy en kjole til hende"... og blød som jeg er, så ender det ofte med det.

Stoffet her fandt jeg en dag, hvor jeg slet ikke skulle have købt noget til mig selv, men det endte jeg med alligevel... jeg er så vild med det her stof.

Så en kæmpe-oversize tunika med flagermusærmer blev begået.

En top indenunder, en kort sort nederdel under og lange sorte støvler til... vupti - så er mutti kørende :-)

Faktaboks
Mønster: Alt om håndarbejdes symagasin (nr 7 eller 9 2013)
Stof: tung mønster jersey fra Boesen Sy og Stof i Silkeborg
Bemærkninger: har selvfølgelig lavet lidt om på mønsteret, ingen huller i ærmerne og mindre åbninger ved "flagermusene"... der er noget med de størrelser i alt om håndarbejdes symønstre, som ikke altid rammer helt godt, så hvis man er urutineret i tilretning af mønster til sig selv, så er der stor risiko for at man går galt i byen og ender med noget, som ikke sidder ret godt... Eller også er det bare mig, som er deform ;-)

mandag den 11. november 2013

Vindueskarmen lige nu



Når jeg nu ikke kan nyde syrener i november, så kan jeg i hvert tilfælde glæde mig over den her flotte orkidé.

Bryllupsgave, som nu får storhedstid igen - jeg har ikke talt alle knopperne, men nyder den i stedet i fulde drag.

fredag den 8. november 2013

Syrener i november?


Humøret skal hæves en tand, eller to...

Og hvad kan være bedre end, at Planteskole-ringen i dag skriver, at der kun er et halvt år til syrenerne igen blomstrer?

Jeg elsker duften af syrener, og gerne mange i flere farver. Måske jeg skulle snakke lidt med manden om, at vi skal have suppleret mængden af syrener i læhegnet - og måske have lusket en opstammet syren ind i haven?





tirsdag den 5. november 2013

Hjerter



Personligt tror jeg aldrig, jeg bliver træt af de her små strikkede og filtede hjerter. Billedet yder dem slet ikke retfærdighed, men det der aftenlys, som er til rådighed i fritiden, det giver ikke et specielt godt fotolys.

Disse skal bruges til en pakkekalender. Min sidemand på de sidste par kurser er ved at lave pakkekalender til en veninde, og her kommer hjerterne ind i billedet.

Tror måske jeg er nødt til at lave nogle flere... og måske endda i mange forskellige røde farver...

Faktaboks
Opskrift: Tina fra Kastaniestrik, jeg tror kittet er købt på Fanø i 2011
Garn: Uld fra Kastaniestrik (der er noget i deres spindeolie, som jeg ikke kan tåle, jeg slår ud over det hele på hænderne, så skal have fundet noget andet garn)
Pind: strømpepind nr. 4 har jeg brugt her, selv om der står nr. 3 i opskriften
Fyld: pladevat, som er revet i stykket og puffet op
Bemærkninger: har tidligere strikket rigtig mange af dem, og jeg tror jeg kommer til at lave mange flere...

mandag den 4. november 2013

Grønt tørklæde


I bund og grund burde der måske have stået et navn på tørklædet, men så langt er jeg ikke kommet endnu. Nu vil jeg først lige høre, hvad i synes...

For et stykke tid siden købte jeg et nøgle Isager Viscolin, og et nøgle Isager Japansk Bomuld i farver, som lå meget tæt, og så alligevel er der en nuanceforskel.

Oprindelig var jeg helt sikker på, at tørklædet skulle strikkes, men fredag morgen (da jeg ikke kunne sove), da var det hæklenålen som kaldte.

I går sidst på eftermiddagen blev sidste maske hæklet og alle ender hæftet.

Umiddelbart er jeg selv godt tilfreds.

Faktaboks
Opskrift: fri fantasi
Garn: Viscolin og Japansk Bomuld, begge fra Isager, købt hos www.lundagers.com
Hæklenål: nr. 4 og nr. 5
Bemærkninger: skal igang igen for prinsessen ønsker et i lyserød... eller var det lilla eller orange - hun havde mange muligheder oppe at vende.