fredag den 13. maj 2016

Mere forår



Liv mente, at jeg godt måtte vise flere forårsbilleder...

Så her kommer lige et par stykker mere :-)


På gården har manden min plantet en egeallé, lige nu ser den ikke ud af meget, men jeg er ret sikker på, at om 10 år så ser det helt anderledes ud.


Til træerne hører en lille sød historie. Vi bor ikke på gården endnu, der bor mandens bedstemor, og hun skal have lov at blive boende lige så længe hun har lyst. Vi bor 600 m længere oppe ad vejen, og da vi købte vores gule hus var der en masse skud fra et egetræ i haven. Dem gravede manden nænsomt op og satte i "børnehave". Der har de nu vokset sig 8 år store og er nu flyttet ud på blivende sted.


Vores nabo fik stort smil på, da han hørte at det var Korsbak-egetræer, som nu var plantet, og om nogle år bliver til den flotteste allé.


Lige nu tænker jeg lidt på, om jeg mon skal have nogle forårsløg i omkring træerne, og måske nogle hostaer også, så de er lidt mere synlige i landskabet mens de vokser op. Jeg kan nemlig godt se, at det er svært at se på billedet, at der står 4 træer ned i den side jeg står i med kameraet... gode forslag modtages gerne




Jeg har tidligere fortalt, om vores mini-frugtplantage. Vi ønskede os penge til frugttræer i bryllupsgave og plantede efterfølgende 8 forskellige frugttræer - også på gården. De er nu et par år gamle, og det ene af træerne blev skiftet ud i lørdags.

En mosegris havde haft en fest og spist alle rødderne til træet. Nu er min svigerfar gået på jagt med klapfælder, og jeg håber han har heldet med sig. Det nyeste hul blev nemlig set oppe omkring vores nyplantede egeallé, så jeg kan se nogle fremtidige udfordringer der, hvis vi ikke kommer de små mosegrise til livs.

Hjemme har vi også haft en på besøg, der er det gået ud over mine historiske roser, hvilket ikke vakte begejstring - tværtimod var det tæt på tårer.

På billedet herover kan i se, at Karen er sat i sving med vandkanderne (og hun har selv puttet vand i også ;-) ) og alle træerne fik lige en sjat vand. Så havde hun jo en undskyldning for at have gang i noget med vand... igen... 

4 kommentarer:

  1. Åh hvor lækre billeder, og Karen er da bare så effektiv med vand ;-)
    Mosegrisene synes jeg ikke er særlig søde. Ud med dem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Karen er meget effektiv med vand, og sikkert også det barn i meget stor omkreds med flest vandkander ;-)

      Slet
  2. Børn og vand hænger uløseligt sammen - gerne hvis de så sjosker i gummistøvler samtidigt

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er fuldstændig rigtigt Annette. Husker meget tydeligt min ældste i t-shirt, blemås, gummistøvler og haveslange, hvor hun vandede roserne i haven.
      Den yngste har en vis svaghed for utætte nedløbsrør i regnvejr... det bliver man meget våd af :-D

      Slet