tirsdag den 26. marts 2013

Habitjakke / Blazer

Kært barn har mange navne... hvad kalder du sådan en jakke?

For et par weekender siden var jeg på sykursus i Århus, det er ganske enkelt balsam for sjælen (også selv om det var med krykker og forsigtighed).

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg sagtens kan huske hvordan man syr - tegner mønster, klipper og syr, men der er nogle ting, som jeg stadig mangler at lære. Finesser som gør det hele ekstra lækkert, lige det sidste som gør at man kommer til at bo i tøjet. Dorits sykurser er blevet anbefalet - og med rette, hun er helt fantastisk.

Denne gang drømte jeg om at få syet en habitjakke med foer, noget jeg aldrig har turdet kaste mig ud i tidligere. Jeg har syet mange jakker, men aldrig vovet at sætte foer i.

Jeg fik fundet mønster og stoffet blev købt ind.

Denne jakke er det blevet til - det er svært at se, men billeder af mælkedrengestriber er omtrent lige så svære at tage som billeder af sort.

 Den ser voldsomt stor ud på billedet, men den skal jo passe undertegnede.

 Nærbillede af kraven - her kan i også se det überlækre foer.

Ærme med ombuk, en kollega mente det var sådan den skulle sidde, og det har hun helt bestemt ret i.

Hvis vi ellers lige må bede om lidt lunere grader og bedre vejr, så er jeg klar til at springe ud i foråret iført denne jakke. Der er ingen tvivl om, at den vil blive brugt meget. 

Faktaboks
Mønster: Burda 2/2013 - model 137
Stof: mælkedrengestribet stretch-stof og Liberty foer, begge dele fra Boesen Sy og Stof i Silkeborg
Ændringer: Faktisk ikke nogle i forhold til mønsteret, alle mål passede, så det var nemt at gå til.
Nye teknikker: Kraven og "revers" er et nyt snit, hvor der er et lille læg oppe ved kraven, måden det blev syet på har jeg ikke prøvet før - men det var nemt. Isætning af foer er helt bestemt heller ikke svært, det skal prøves igen. Dog nåede jeg ikke helt at blive færdig med oplægning af ærmer og rundt forneden på selve kurset, så selv om det sikkert kunne være gjort på maskine, så har jeg gjort det i hånden - så var jeg sikker på, at jeg ikke fik lavet nogle fejl, som skulle pilles op.

Lyder måske utroligt, men det tog hele weekendens undervisningstid plus et par timer hjemme at sy denne jakke.

Tusind tak til K fordi du gad hente mig, læsse mig af inde i gården hvor kurset blev holdt, hente stof og tråd i City Stoffer, hente mig i gården igen og køre mig hjem - er helt sikker på, det er din fortjeneste jeg holdt til begge dage :-)

10 kommentarer:

  1. Ej hvor er den bare blevet super flot, er vild med det foer, flot. Og jeg har også noget med mælkedrengestrib når forår/sommer (ved godt der er laaaang tid til... men har jo lov at drømme og planlægge ;))

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de søde ord :-)
      Ja, der er altså noget over mælkedrengestriber... og hvad det kan ikke helt forklares. Synes også den røde version er noget skøn, overvejer hvad jeg skal lave til tumlingen i det... selv om det ikke er købt endnu

      Slet
  2. Spencer til tumlingen........Yes! Hvor er den jakke flot... det syskole må jeg da med på en gang!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig en spencer til hende, har lige set modellen hos Hottentotten i dag...
      Syskolen udbydes af FOF i Århus - og der er som regel venteliste, men det vil da være en sand fornøjelse at nyde dit selskab samtidig med :-)

      Slet
  3. Hvor er den blevet flot Ketty. Sikke et arbejde. Jeg er imponeret over at du kunne nå så meget på kurset. Det tager tid at sy (synes jeg). Lækre stoffer! Glæder mig til snart at se dig forårsklar i den! Kh. Liv

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det tager faktisk rimelig lang tid at sy, men det er bare så hyggeligt :-) og hvis resultaterne bare bliver efter indsatsen, så er det jo helt fantastisk

      Slet
  4. Den er da super.. skønt at du har fået noget ud af dit kursus. Kan godt forstå at du venter på foråret, det er vi vist mange der gør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Foråret er længe savnet og vil blive budt hjerteligt velkommen, når det vælger at ankomme :-)

      Slet
  5. Lækker lækker lækker, du bliver da en dejlig sild, jeg kan rigtig godt li mælkedrengestoffet og foeret er flot, godt gået.
    Kh.
    Karen

    SvarSlet