mandag den 27. juni 2016

Italiensk terracotta krukke


Jeg har efterhånden længe kigget langt efter de flotte billeder hos terracottakrukker og udslaget var på Instagram i sidste uge, hvor der var et fad (større end på billedet herunder) plantet til med hostaer.

Sådan en måtte jeg bare eje.

I går var jeg så forbi og hente en, den lille udgave. Tænker jeg bliver nødt til at købe nummeret større også.



Krukken blev plantet til med det samme. Med kæmpe verbena. Står lige ude på vores terrasse, så jeg kan se den hver gang jeg går fra køkkenet og ind i stuen, og er sikker på det er den helt perfekte plads.



Da jeg gik rundt og fotograferede kom jeg til at se, hvor stor forskel der er på billederne, alt efter vinklen.


Man ser stadig den smukke krukke, men planterne forsvinder lidt i mængden af sollyset og alt det grønne bagved.


Krukken skal dog ikke blive stående her, det er kun i år. Planen er nemlig, at der skal laves et nyt bed, med masser af forskellige hostaer, og så skal jeg have fundet nogle blå/lilla planter, som skal passe ind sammen med. Måske en enkelt prydgræs også... en masse marksten og en bænk til mig og strikketøjet.


Nu ser vi, hvor langt jeg kommer i løbet af ferien i år. Der er nemlig en halvmur og en gammel terrasse som skal væk inden jeg kan komme igang :-)


Se lige, hvor fint manden har klippet hækken - nu mangler jeg bare at rive sammen inde i blomsterbeddet, det ville jeg gerne selv gøre. Der er nemlig stadig nogle små skud, som jeg passer godt på, og hver dag håber bliver bare en lille smule større. Men håbet svinder også, for de snegle, som har holdt sit indtog de er tilsyneladende ret glade for de små skud :-(






Jeg var lige en tur omkring sommerhuset med nogle skud af kæmpe verbena også - glæder mig vildt til at følge udviklingen og se om jeg kan få dem store og flotte.

torsdag den 23. juni 2016

Hurtig haverundtur





For et par uger siden nåede jeg lige ud og tage et par billeder i haven, inden turen gik videre til næste punkt på dagsordenen.


Lige for tiden går det rigtig stærkt, desværre ikke med havearbejde eller håndarbejde, men med det dersens rigtige arbejde, som skal betale for, at jeg kan købe nye blomster eller stof og garn... ved ikke helt om jeg kan beklage mig over det, når jeg vender det på den måde ;-)


Jeg er tosset med pæoner, og har plantet hele 6 silkepæoner i haven, drømmer stadig om flere. Men måske skal jeg være lidt mere tålmodig - min erfaring siger mig, at de er 3 år om at sætte blomster fra det år de bliver plantet.... har jeg tålmodigheden til at vente på nye og flere, eller skal jeg ikke bare nyde dem jeg har?




Den hvide pæon har lige en snert af pinke striber og kanter, helt inde ved blomsten. Den er så smuk.




Denne frække pinke, er oprindelig købt som en anden hvid pæon - det ved den bare ikke, men flotter sig med et fantastisk pink flor. Eftersom de blomstrer så kort tid, og det tager en del år inden den blomstrer igen efter en flytning, så får den altså lov at blive stående i det hvide bed :-)



Første silkepæon jeg købte, nyder og elsker den stadig, den er simpelthen så flot.



Svært at se på billedet, men endnu et flor af yderst smukke silkepæoner.



Akeleje i skøn farvesammensætning... den væltede bare i blæsevejret, og jeg nåede ikke at få den rejst inden den satte sig i den halvt liggende stilling... det går nok :-)



For en del år siden satte jeg nogle allium løg, og var sikker på, at de var gået til, men i år blomstrer de. Kun lige de tre her (med en masse græs i bunden), og hvor har jeg nydt dem.



Et kig til bedet i midten af haven... masser af digitalis




Efterårets yndlingsblomst er sankthansurt, en lidt større blomst er på vej her.... glæder mig, og planlægger at lave en bunke aflæggere af den i år, og måske lave et helt bed med dem nede ved sommerhuset.


Beklager udsigten til trampolin med itu sikkerhedsnet - skal jeg nok få rettet op på.

tirsdag den 21. juni 2016

VW-weekendtur


Det sker ikke så tit, at jeg fortæller om en tur ud i det blå i den lille blå.

Men søndag aften kom vi hjem, efter en rigtig skøn weekend i rigtig dejligt selskab, og det gav en positive energi på skalaen, selv om kroppen var træt.

Derfor har jeg alligevel lyst til at vise jer et par billeder fra weekenden.

Måske sidder du og undrer dig over, at jeg har en gammel folkevogn, og nyder at køre tur i den, og også deltager i træf med andre vw-tosser, og nyder det i fulde drag. Men siden konfirmationsalderen har de der gamle folkevogne været inde under huden, så for mig er det en helt naturlig del af tilværelsen.

Mange af de andre medlemmer, som vi har tilbragt weekenden med, dem har jeg kendt siden jeg blev konfirmeret. Jeg kan ikke beskrive hvordan det føles at være sammen med dem igen, men der er en hjertevarme og hygge, som rækker langt ud over de biler, som vi oprindeligt samles om. På mange punkter kan man sige, at det er en forlængelse af familien. At familien så ofte bliver udvidet med nye medlemmer, det er kun ekstra hyggeligt.


Fredag kl. 9 drog vi hjemmefra, listede ud og tog Mols-linien til Sj. Odde, derfra videre til Rørvig, hvor vi ventede på den lille Hundested færge.


Karen synes det var super hyggeligt, at vi skulle med to færger, og ikke mindre hyggeligt, at der var en lille legeplads ved færgelejet, så hun kunne få brændt lidt krudt af, inden vi skulle videre.


Fredag eftermiddag ankom vi til Hillerød Camping (som jeg desværre ikke lige fik taget billeder af), det er den hyggeligste campingplads med så meget hjertevarme og hygge, man føler sig meget velkommen.


Efter aftensmaden fredag var der små tekniske prøver. Vi har nemlig et klubmesterskab, hvor der jo skal findes en årlig vinder.



Lørdag var der fælles køretur, det vil sige kortege-kørsel, og alle venter på hinanden, så ingen bliver væk. Det var en meget smuk tur.


Højdepunktet var dog, at vi fik lov at køre igennem slotsporten på Frederiksborg Slot i Hillerød. På billedet ovenfor holder vi pænt og venter.




Ventetiden blev for mit vedkommende brugt på en lyntur i haven. Det er mange år siden, jeg har været der sidst, og jeg ville så gerne have haft tid til at sætte mig ned med strikketøjet og suge stemming og duft.


Lørdag eftermiddag var der så køretekniske prøver, og lørdag aften sædvanen tro fællesspisning og præmieoverrækkelse, samt kåring af årets klubmester. Det blev ikke mig, men det havde jeg helt bestemt heller ikke forventet. Dog nåede jeg i år en tredje-plads, hvilket for mig er stort - er første gang jeg er havnet i top tre ;-)



Søndag gik turen hjem igen, samme vej, som vi var kommet derover. Igen havde vi rigtig god tid, så vi var omkring Gniben og kigge ud på den flotte udsigt. Eller det vil sige, mand og barn var ude og kigge, høfeber gjorde at jeg fik lov at sidde i bilen og strikke mens jeg ventede.

En super dejlig weekend. Glæder mig allerede til de to træf, som jeg ved venter til næste år. 

mandag den 6. juni 2016

Sommertøj til Karen


Nu skal vi huske ikke at klage, men weekenden har været lige rigelig lun for mig.... overgangsalder og hedeture, og temperaturer over 22 grader... er nødt til at indrømme, at det ikke er et perfekt mix


Så da søndagen kom, uden de helt store planer, så blev Karen og jeg enige om, at hun da skulle have noget nyt sommertøj, og nogle shorts. 



Kun afbrudt af en is-pause, så kom der en kjole og et par stumpe-leggings gennem symaskinen.



Og 20 minutter senere et par shorts. Noget tyder på de har en yndlingslængde, for de røg på i morges sammen med kjolen.

Så mon ikke målet er at få klippet 3-4 par mere, og så finde en god times tid til at få dem syet sammen? Jeg tror det.

Faktaboks:
Mønster kjole: Ottobre kids, et af numrene fra 2015
Mønster leggings og shorts: MiniKrea leggings - afkortet
Stof: en lækker tilbudspakke fra stofdepotet.dk og jeg har yderligere 2 stykker stof endnu
Bemærkninger: fik sådan lyst til at sy mere til hende, hun tager det glad på med det samme, og er så optaget af selv at være med til at vælge stof til de forskellige ting hun ønsker sig. Selv om der sådan set kun står kjoler på den ønskeseddel :-)