Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at Tumlingen har udviklet sig til en vaskeægte prinsesse i løbet af det sidste år, og med fastelavn lige på trapperne, så er der jo ingen vej udenom.
Planen og ønsket var Askepot, men jeg kunne ikke finde noget lyseblåt stof i en kvalitet, som jeg synes var okay til en udklædningsdragt, som jeg ved hun kommer til at løbe rundt i indtil den er slidt op - og på hylden i butikken lå i stedet den flotte lilla, og jeg tænkte straks Rapunzel i stedet. Den var hun heldigvis med på med det samme.
Stoffet nåede at ligge i posen i nøjagtig en halv time inden hun tog det ud og i vaskemaskinen med det, for den kjole skulle da laves :-) lidt sjovt.
Jeg fik trukket tiden til i lørdags, og så gik den heller ikke længere - og rent faktisk så tog kjolen form i løbet af processen, tingene udviklede sig undervejs.
Nu er min største opgave så at forsøge at holde prinsessen ude af kjolen indtil der skal holdes fastelavn i børnehaven, derefter tror jeg hun kommer til at bo i den.
Faktaboks
Mønster: Ottobre 6/2013 - da jeg så mønsteret vidste jeg, at det lige skulle være den som lagde bund til prinsesse-kjolen
Stof: Velour fra Boesen Sy og Stof i Silkeborg (og ja, jeg måtte gerne købe ind til fastelavnsudstyr, havde ikke noget på lager, som kunne bruges)
Bemærkninger: har sat tyl foran på forstykket og lilla/guld kantbånd ved alle oplægningskanter og ned langs forstykket for at gøre det mere prinsesseagtigt.
Ændringer: ingen i forhold til mønsteret, havde et tyl-skørt i tankerne, men det så ikke specielt godt ud da det kom på - så det leger hun i stedet ballet-danserinde med, håber det kan holde hende beskæftiget i et stykke tid ;-)
Fik forresten klippet en hel del fra lageret søndag, så nu ligger følgende klar til symaskinen:
nederdel til prinsessen
raglan t-shirt til prinsessen
hætte-trøje til prinsessen
sommertunika til mig
tunika med kreative ærmer, også til mig ;-)