Viser opslag med etiketten trøje. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten trøje. Vis alle opslag

torsdag den 11. august 2016

Løvfaldsjakke vol. 1

Nu er jeg helt sikker på, at jeg er fuldstændig alene med den der følelse af, at man har købt garn til den mest fantastiske trøje inde i butikken... garnet er vidunderligt, men når man kommer hjem, så kølner den der fornemmelse af trøjen lidt af...


Jeg indrømmer blankt, at det er sket et par gange.


Men så er det godt, at Gitte (kan findes under navnet Hundemoster på IG) kan være til en stor inspirationskilde, når det kommer til at finde alternativer til at få brugt sit garn.


Jeg tror vi sms'ede/mailed/etellerandet om cardigans med en vis lækkerhed i sig den dag, og pludselig tagger Gitte mig på IG med denne skønhed.


 Billede lånt fra Ravelry



Hen over foråret og sommeren har jeg været strikkemonogam, men der er en vis sandsynlighed for, at det ryger sig en tur over de næste par måneder, men mandag aften fik jeg startet op på denne, og det føles simpelthen så lækkert at sidde med.


Mønsteret er fundet på Ravelry, og garnet er købt hos Knudegarn i Lønstrup. Det er ikke til at se det, men det er den lækreste mørkeblå med masser af liv i.


Faktaboks kommer når jeg en gang bliver færdig :-)

torsdag den 26. maj 2016

Viola vol. 2



Ikke helt uden sværdslag og lidt tunge ord... men nu er min udgave af Annette Danielsens Viola færdig :-)

Sværdslag: jeg havde ikke fået købt garn nok i første omgang

Tunge ord: da jeg fik samlet kroppen under ærmerne blev pindene længere og længere, især vrangpindene var hårde at komme igennem... jeg savnede lidt action

Men når det så er sagt, så synes jeg starten var rigtig sjov at strikke, og ærmerne kørte også bare derudaf.

Og så sidder den faktisk okay - det var jeg nemlig meget spændt på.

Farven er så svær at gengive, men den er gammelrosa, og ikke en fesen bæ-farve som på billedet ovenfor.

Jeg mangler stadig lige at få den vasket og tørret inden venindetur i den kommende weekend, krydser fingre for, at jeg når det - for den skulle meget gerne med i tasken :-)

Faktaboks
Opskrift: Viola fra Mormors Kolonihavehus af Annette Danielsen og Anne Styrbech
Garn: Isager Merilin og Isager Alpaca 1
Pinde: 4,5 mm
Bemærkninger: jeg gik et nummer op i pindetykkelse i forhold til opskriften for at komme et nummer op i størrelse, derfor også følgetråden. Men følgetråden giver samtidig rigtig meget spil i garnet, så den ville jeg under ingen omstændigheder have undværet.

Det her er trøje nummer to jeg har strikket i den garnkombination, og jeg tør helt bestemt ikke love, at det blev den sidste :-)

onsdag den 20. april 2016

Viola vol. 1


Hjernen er overloaded med nye ideer.
Ideer til nye opskrifter, som bare gerne vil strikkes, men overskuddet er ikke til at lave strikkeprøver og regne dem ud lige for tiden. Så stregtegninger er løsningen og små noter med henvisning til garn.

I stedet har jeg kastet mig over en ny Annette Danielsen model (den 3. i træk)

Billede lånt herfra

Viola hedder trøjen, og den strikkes i en farve, som jeg er tosset med, men trods det ligger udenfor komfort-zonen.



Det går langsomt, meget langsomt. Hænderne driller, de sover og snurrer, helt op i armhulerne, så det betyder også, at mit strik ikke er jævnt og så pænt som det plejer at være...

Måske skulle jeg i stedet få ryddet skrivebordet og få stillet min strikkemaskine an igen? Og give hænderne en decideret strikkepause... det sidste har jeg bare slet ikke lyst til....


mandag den 18. april 2016

Sneflokke vol. 2


Indrømmet, jeg er lidt bagud med indlæg...

Det er 5 uger siden, jeg blev færdig med Annette Danielsens model Sneflokke fra hæftet Vinterdage.

Jeg valgte at strikke den i grå, da jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at bruge den i hvid eller råhvid... og jeg har ikke fortrudt. Den er så skøn at have på :-)




Inkl. et view til Barbies hus og fotografens venstre fod ;-)





Lækker lille detalje - der var lidt monteringsarbejde på den, men når det giver god mening i forhold til det færdige arbejde, så gør det ikke noget.

Selv om jeg sad og satte streger på et stykke papir hver gang jeg havde strikket en pind, så var den altså sjov at strikke. Det er ikke så tit, jeg kaster mig ud i noget, hvor der skal tælles så meget. Men det gør jeg meget gerne igen.

Min søster har allerede nu ytret ønske om en magen til i fødselsdagsgave, så på et eller andet tidspunkt må jeg vel på den igen :-)

Faktaboks
Opskrift: Sneflokke af Annette Danielsen, fra hæftet Vinterdage
Garn: Isager Alpaca 1 og Isager Merilin
Pind: nr. 5 - så det gik faktisk rimelig stærkt.
Bemærkninger: der skal strikkes en mere, dog til min søster

tirsdag den 23. februar 2016

Sneflokke vol. 1



Det er ikke mange uger siden, Annette Danielsens nyeste strikkehæfte dukkede op, og jeg forelskede mig straks i et par af modellerne selvfølgelig

Om ikke andet, så kastede jeg mig over at strikke Sneflokke. Den er selvfølgelig hvid i hæftet, men jeg er ikke lige så glad for at have en hvid bluse på, så nu håber jeg ikke, at nogen tager det fortrydeligt op, at jeg strikker grå sneflokke ;-)

Indtil videre går det stille og roligt derudaf... Det er nu to uger siden jeg startede og status er, at der er lukket af til ærmegab og der er nu delt til forstykker og ryg. Første forstykke er strikket...

Den næste model, som jeg drømmer om derfra er Sjap...

Fortsættelse følger :-)



tirsdag den 24. november 2015

Ny cardigan til Karen


Lige inden Fanø Strikkefestival købte jeg garn til denne cardigan til Karen, men alt muligt andet har trængt sig på, på pindene lige siden.

Men 1. november fik jeg startet på den, og det er lykkedes at lave den færdig på 3 uger.

Den passer hende perfekt, og hun har endnu ikke opdaget (eller givet udtryk for), at der er uld i garnet, så ssssshhhhhhhh :-)

Hun bliver mere og mere opmærksom på det, og gav i søndags ude i sneen også udtryk for, at hendes vinterhue kradsede. Det undrede mig meget, for det er en gammel hue, som hun har brugt i flere år i børnehaven uden at sige noget... men måske hun er ekstra sensitiv for tiden. Andre der oplever det, med jeres børn?

Faktaboks
Opskrift: Sandnes model fra hæfte 1502
Garn: Sandnes Merinould - farve 4042
Pinde: nr. 4
Bemærkninger: dejlig nem at strikke og hyggelig med den lille snoning.

tirsdag den 17. november 2015

Karoline cardigan

 

Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg blev færdig med Karens Karoline cardigan, men jeg fik aldrig syet knapper I, og den der med et billede og bloggen, det gik også lidt trægt.

Men ikke desto mindre, her er den :-)

Om hun så bruger den... ja, det gør hun, indtil hun kommer i tanke om, at den kradser... men hun er glad for den, og den er jævnligt på (det er nok det vigtigste lige nu)

Faktaboks
Opskrift: CaMaRose - Karoline Cardigan
Garn: CaMaRose lamauld - købt til formålet
Pind: 5 eller 5,5 (kan ikke lige huske det)
Knapper: fundet hos Boesen Sy & Stof i Silkeborg, Karen valgte selv. De er med bitte små hjerter i mange farver.
Bemærkning: jeg er altså tosset med det garn, og så den smock der... <3

mandag den 2. november 2015

Sweater fra Åseral vol. 2

Der er blevet speed-strikket... og det er faktisk lykkedes at strikke en trøje på 2 uger :-)
 
Mon ikke også en influenza hjalp lidt på det.... jeg fik øvet mig i at strikke liggende :-(
 
Søndag (i går) var der Strik i Bjerringbro, og modtageren skulle med, så hun fik selv lov at hæfte ender og skylle trøjen op.

 
 

Jeg er tosset med det smock på den trøje. Selv om jeg nu har lavet 3 modeller fra Strikkebogen / CaMaRose med hendes fine smock, så føler jeg ikke helt, at jeg er færdig med det. Hverken med smock eller garn.

Faktaboks
Opskrift: sweater fra Åseral fra CaMaRose
Garn: Lamauld fra CaMaRose
Pind: 5,5 - opskriften siger 5, men jeg måtte på 5,5 for at matche strikkefastheden
Bemærkninger: jeg siger ikke et ord om, hvordan det gik med at få skyllet trøjen op...

Jeg fik i stedet startet op på næste projekt :-) ... måske jeg snart skal have ryddet ud i mine igangværende projekter, for der er nogle stykker i kurven (og i skabet)...

torsdag den 22. oktober 2015

Sweater fra Åseral vol. 1

Lørdag aften fik jeg slået op til næste opgave (som heller ikke er til mig selv).
 
Camarose's sweater fra Åseral. 
 

Lamaulden er altså bare noget af det lækreste at strikke i. For mig er dette ting nummer 4, som bliver strikket i det garn, og står det til mig, så bliver det ikke det sidste.

Status lige nu er, at der er delt til krop og ærmer, og så er det bare derudaf... skal bare lige huske at passe det der arbejde, køre yngstedatteren til svømning og håndbold, og holde fødselsdag for ældstedatteren... men mon ikke jeg kan snige mig til en pind eller to undervejs ;-)

tirsdag den 8. september 2015

ToDo - TaDa #1 opstart på Krokus

Jeg vil ikke sige, at jeg snyder... jeg er måske bare startet i den nemme og fristende ende af listen...
 
Nemlig med opstart af nyt strikketøj.
 
For en god uges tid siden udkom Annette Danielsens "Blomsterstrik", og den var et must. Så den lå i postkassen på udgivelsesdagen... og jeg kunne straks finde et par yndlinge.
 
Den første er Krokus - godt nok strikket op i en gul nuance i bogen, men jeg er nok nærmere inde i en blå periode, og der findes jo også blå krokus :-)
 

Hos Lundagers blev der taget billeder af garnet i solskin, og jeg må sige, at jeg er tosset med spillet, der er i den blå, og så bliver den kantet med en koksgrå til sidst.

 
 
Det går lidt langsomt, men for en gangs skyld føles det helt okay. Det er lækkert at sidde med og rent meditativt at strikke mønsteret.
 
Så målet var at få startet på trøjen, og det er hermed opfyldt... ved månedens afslutning kan jeg evt. lave en status på, hvor langt jeg er kommet...
 


fredag den 4. september 2015

Sandnes sommertrøje

Planen for sommerferiestrik var egentlig, at der skulle strikkes i bund med alle de igangværende projekter... 2 af dem, fik jeg klaret inden jeg var et smut forbi Uldfisken og bare lige skulle kigge og snuse stemning og se, hvad der skete...
 
Inden jeg fik set mig om, var der garn til et sjal til Karen, garn til en trøje til Karen, og sørme om ikke også der var garn til en trøje til mig selv også...
 
Nå, men en eller anden havde udtalt, at når du har afsluttet et projekt, så må du starte op på 3 nye, så jeg havde jo mere eller mindre lov til at slå op til nyt, selv om jeg stadig havde et par ufærdige projekter liggende!
 
Der var ikke langt til handling, jeg måtte bare eje den Sandnes trøje, med hulmønster ned ad ærmerne... så igang med mig, og målet var, at den skulle være færdig inden for den uge jeg havde inden jobbet kaldte igen.
 

Det nåede jeg også... trøjen og min kropsform var bare ikke enige om pasform. Det vil sige den passede som sådan, jeg synes bare ikke den var særlig flaterende.

Den røg så i skammekrogen, mens jeg gik og overvejede at pille det hele op igen og strikke cardigan, at lave denne til en cardigan med lidt steeking og strik af ribkant... men min ældste datter løste problemet. Den sad nemlig fantastisk på hende, og til trods for, at hun ikke er alt for vild med farven, så ville hun gerne overtage trøjen.

 
Nu fik jeg hæftet ender, og hun fik den med hjem... og den er taget i brug :-)
 
Faktaboks:
Opskrift: Sandnes - sommerhæfte
Garn: Line fra Sandnes, indkøbt til formålet hos Uldfisken
Pind: KnitPro træpinde nr. 5 (absolut yndlingspind for tiden)
Bemærkninger: så dejligt den fandt anvendelse, så den ikke skulle pilles op. Aftalen er, at den næste trøje bestemmer hun selv farve på. 

torsdag den 6. august 2015

Cardigan med smock

I april strikkede jeg Strikkebogens Karoline cardigan til Karen, og blev undervejs fuldstændig forelsket i det lækre bløde lamauld.
 
Til trods for, at jeg forventede Karen ville vride sig i trøjen og erklære, at den klør, så smutter hun glad og ofte i den. Lækkert at se, hun er så glad for den.
 
Men en veninde og jeg havde snakket meget om, at den nu også kunne være lækker i en voksen udgave, og rygterne ville vide, at den ikke kom fra Strikkebogen, da den ville ligne en anden smock-cardigan for meget... øv tænkte vi, for det var netop den fine smock på pige-cardiganen vi var faldet for, og som vi også gerne ville have.
 
Jeg tænkte længe om jeg bare skulle strikke den anden udgave, og fandt også en udgave fra USA med en rigtig fin smock... og så alligevel... Nej - jeg ville have Strikkebogens udgave.
 
Så igang med en lidt større strikkeprøve, ændring af smock'en, så den kunne passe til voksenskuldre, og så ellers igang med at regne.
 
 

Anden weekend i maj gik jeg igang, fik strikket smock-stykket og fik lavet en masse udtagninger på vej ned til deling til krop og ærmer. Og kunne måske godt fornemme, at mine beregninger ikke var super omkring delingen, og antal masker bagefter - den blev i hvert tilfælde for stor. Så med hjælp fra en anden veninde fik jeg styr på hvor meget jeg skulle "undvære" og der blev strikket næsten 4 nøgler tilbage.


Målet har hele tiden været, at den skulle være færdig til Fanø (Strikkefestival i September), men jeg har været rigtig dygtig og haft gang i mange projekter ad gangen - og så sker der ikke så tydelige fremskridt. Så i ferien blev jeg enig med mig selv om, at der skulle laves én ting færdig ad gangen.

Trøjen her blev nummer 2 færdige ferie-ting. Den passer perfekt. Jeg elsker den. Kommer til at bo i den hele vinteren.

Faktaboks
Opskrift: ingen - men stor inspiration hentet fra Strikkebogen
Garn: Lamauld fra Strikkebogen - købt hos Lundagers helt specifikt til formålet
Pinde: nye yndlings KnitPro træpinde nr. 5
Knapper: specielt udvalgt hos Boesen Sy&Stof i Silkeborg
Bemærkninger: Jeg er så vild med den trøje, tror jeg skal have skrevet nogle maskeantal ned, for modellen kan godt bruges som basismønster til flere trøjer til mig selv
Og når nu Karen har erklæret, at jeg burger str. hævet bagdel, så må jeg hellere sørge for at mit strik også passer til str. hævet bagdel ;-)

tirsdag den 21. april 2015

Strikke-terapi

Jeg skal lære at sige nej... at sige fra til flere opgaver end hovedet kan rumme... det er bare så svært... så da det blev weekend måtte jeg er kende, at der var behov for en af slagsen helt uden planer og ting, som skulle gøres.
 
Heldigvis havde jeg modtaget en garnpakke fra Lundagers så det var bare at gå igang. Så fredagsrengøringen kom aldrig igang - til gengæld fik jeg stiftet bekendtskab med det skønneste bløde og lækre strikkegarn. Lima fra CaMaRose (eller Strikkebogen om man vil)

 

Opstart fredag eftermiddag.


Her sluttede jeg søndag aften... og jeg er stadig ikke kommet videre, men mangler "kun" 3 cm glatstrik og rib-kanten, så står der ærmer på programmet :-)

Må hellere lige indskyde at det überlækre vejr blev nydt, kartoflerne blev sat og alle græstuerne blev forvist fra blomsterbedene også...

mandag den 23. februar 2015

Tranquil af Kim Hargreaves

 
 
Er den ikke flot?
 
Jeg faldt pladask for den med deet samme jeg så den, og var med det samme ude i en anden sammensætning til mig, end den lange nederdel... noget med knælang nederdel og støvler...
 
20. december (2014 skam) gik startskuddet. Ind på garnlageret og se om der ikke lå et eller andet, og det gjorde der skam - der skulle kun købes "lidt" mere ind, inden der var nok til hele trøjen.
 
Ærmerne blev klaret i juleferien, strikkede dem på strømpepinde i stedet for at få en sammensyning på dem.
 
Og så ellers igang med for- og bagstykke. Stykkerne er ens, og når du først er kommet ind i mønsteret, så går det bare derudaf.



Men så startede balladen, for jeg er jo altså  noget rund om bagdelen, og ville så være helt sikker på, at den ikke sad for stramt, så jeg gik en pind (eller to faktisk) op på for- og bagstykke for at være helt sikker. Det viser sig så nu, at det havde absolut ikke været nødvendigt.

Den er nemlig blevet alt for stor... ærmerne er en halv gang for lange, til trods for, at jeg kortede dem af så de passede cm-mæssigt til mig. Men ved at jeg er gået op i pindetykkelse, så er stykkerne blevet lidt løsere i det, og skuldersømmen sidder alt for langt nede.

I første omgang tænkte jeg, den ryger i skammekrogen, men så alligevel - jeg har strikket i for lækkert noget garn til at jeg kan nænne det.

Næste skridt var at pille ærmerne af - de passer jo stadig rigtig godt uden resten af trøjen. Men de sidder også fint, hvis jeg bare piller ærmekuplen op, og i stedet har lige påsatte ærmer. Så er resten af trøjen stor og rummelig. Det er én løsning.

En anden løsning kunne være at pille både for- og bagstykke op, og strikke dem igen, på tyndere pinde og lade ærmerne være som de er.

Det er faktisk en ret svær beslutning...

Imens jeg tænker strikker jeg lystigt videre på mit Dubai-sjal... og er kommet til at starte op på Efterfølgeren til Karen :-)

torsdag den 3. juli 2014

No. 7




I den første af "nummer-bøgerne" er No. 7 - den er så enkel og så fin, at den i et pænt stykke tid har stået på ønskelisten, men jeg har manglet garn (eller i hvert tilfælde lige det rigtige garn) til den... indtil jeg fandt ud af, at jeg alligevel ikke skulle have en Daffodil i det her garn...

På billedet her er jeg lige blevet færdig med at strikke og har stadig løse ender, som mangler at blive hæftet, men det er sket nu og trøjen er taget i brug - og den er lækker.

Endnu en gang har jeg været ude i, at der skulle regnes lidt om, så jeg ender med en trøje som passer frem for en, som er for lille. Første forsøg blev pillet op igen, og så lykkedes det ellers.

I skrivende stund mangler jeg stadig at finde de rigtige knapper, men det gør ikke så meget - jeg kommer nok ikke til at bruge den med knapperne alligevel.

Faktaboks
Opskrift: Susie Haumann
Garn: Isager Spinni og Isager Tweed strikket sammen
Pind: Addi rundpind nr. 6
Bemærkninger: jeg gad godt, at den havde været lidt længere, selv om jeg har strikket den næsten 10 cm længere end der står i opskriften, men den skal nok blive brugt.

Lige nu drømmer jeg om en hæklet trøje, synes bare det er svært at finde det rigtige mønster... Har du et forslag?

mandag den 12. maj 2014

Daffodil

Selv om vi har haft regnbue-leg og jeg ikke har været særlig flittig med indlæg her på bloggen, så er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke får hverken strikket eller hæklet.

Påskelørdag var jeg i lettere panik, for jeg havde afsluttet alle igangværende projekter og manglede helt vildt noget at strikke på.

Jeg har længe skelet til Isagers Daffodil, og jeg vidste, at der var garn på lager til den (havde dog bestilt følgetråd lige inden påske).

På den hårde måde måtte jeg dog erkende, at jeg ikke startede særlig godt op i mønsterstrik på ryggen til Barnaby (måske har den været for spændende). Men søndag aften til Hvidsten Gruppen fik jeg knækket koden, og så gik det ellers derudaf.

To ugers strik, et par dage i strikkekurven, og så fik jeg taget mig sammen til at få hæftet ender... og så var skuffelsen stor.

Den sidder ikke særlig godt på mig - og ja, det er mig det er galt med, og ikke trøjen.


Trøjen er skøn, lækker blød og uden fejl... så sidder du ude bag skærmen og tænker, at den kunne du godt bo i - så sig lige til.

Den er strikket på en pind større end i opskriften for at få den et nummer op i størrelse, så det er en XL. Hvis du ønsker det, så måler jeg gerne brystmål og sender.

Faktaboks
Opskrift: Helga Isager - fra Finstrikket
Garn: Uld/Silke fra Garnudsalg og Isagers Alpaca1 købt hos Lundagers.com
Pind: Addi rundpind nr. 4
Bemærkninger: gad vide, hvornår jeg lærer, at jeg bare ikke ser godt ud i en strikket cardigan??? Eller også skulle den have været 20 cm længere. Gad vide om jeg forsøger igen på et tidspunkt, for jeg er stadig vild med den...

fredag den 25. april 2014

Grøn trøje

Til min fødselsdag ønskede jeg mig penge til garn til en trøje, det sker med jævne mellemrum, at det står på ønskesedlen. Før jul fik jeg så købt garnet, fik drømt mange drømme om den kommende trøje.

Lige omkring nytår, i starten af i år blev trøjen faktisk strikket hele 2 gange, og pillet pænt op igen. Det ville ikke lykkes for mig, og det blev lagt til side. Måske også fordi jeg skulle erkende, at man ikke bare kan sætte sig ned og strikke en trøje uden at have lavet strikkeprøve og nogle beregninger...

Men så kom Rachel Søgaards "10 trøjer" hæfte ind ad døren, og der var masser af skønne trøjer og inspiration, og så fik jeg startet op igen.

Her er billede fra tirsdag lige før påske, hvor vi holder et lille velfortjent hvil på terrassen efter have været på genbrugspladsen med affald og i tømmerhandlen efter forsyninger til drivhuset.


Et par dage senere blev der hæftet ender og trøjen blev syet sammen, og jeg kunne komme til at hækle den kant på, som jeg havde set mig lun på fra en anden trøje fra Kreativ Strik.


Her hænger så den næsten færdige trøje, nu mangler den bare at blive skyllet op, og jeg skal have fundet et bånd til at sætte på indersiden af åbningen. Jeg vil nemlig hverken have lynlås eller knapper i, for jeg kommer aldrig til at lukke den alligevel


Farvemæssigt er det billedet i midten i skal stole på.

Trøjen her er sat sammen efter 2 forskellige opskrifter. Nummer 6 i Rachel Søgaards "10 trøjer" og kanten er inspireret af en af Käthe Fogs trøjer fra Kreatik Strik. Første nummer i år. Jeg har kun lånt en enkelt række fra hendes hæklede kanter, men det gav lige det udtryk til min trøje, som jeg har ønsket mig.

Den er lun, rigtig lun - men hvor er jeg bare glad for den :-)

Faktaboks
Opskrift: inspiration fra Rachel Søgaard og Käthe Fog
Garn: Isager Tvinni Tweed, købt hos Lundagers før jul 2013
Pind: yndlingsrundpind nr. 4 (arvet fra min mormor)
Ændringer: En hel del, trøjen er strikket på større pind end angivet i opskriften, ærmerne er rettet lidt til for at passe med ærmegabet, og så er der lånt en række hæklede masker til at sammensætte til en hel kant.

onsdag den 23. april 2014

Green Tweed

Lad os alligevel fortsætte lidt på den grønne gren ;-)


For nogle uger siden viste jeg jer alle mine igangværende projekter, og de blev stort set alle (på nær det hæklede tæppe) afsluttet i påsken.

Først vil jeg vise jer den grønne retstrikkede trøje. Sammenlagt.

Den egner sig ikke til at være hængt op på en bøjle til fremvisning, så hænger den for meget og ser deform ud. Hvilket den også gør når den kommer på mig. Eller også er det mig, som er deform.

Uanset hvad, så skal jeg nok bare sige, at det er prøvet - det der med at strikke 5 firkantede stykker og sy dem sammen til en trøje. Og jo, der er lidt indtagning omkring skulder og ærmekuppel, det er bare ikke helt nok til min figur.

Men trøjen er fantastisk til brug i haven, der er den indviet og der vil den helt sikkert blive brugt flittigt. Den er lækker lun, for garnet er stadig skønt. Så helt spild er det absolut ikke.

Faktaboks
Opskrift: Blue Denim fra hæftet Blue Notes af Susie Haumann
Garn: Italiensk Tweed fra garnudsalg - fra lager (jo jo)
Pind: Strikket frem og tilbage på rundpind Addi 5,5
Bemærkninger: ved godt det er en onesize model, men jeg er ikke helt onesize, så jeg har lagt lidt ekstra masker til på forstykker og bagstykke, så den stadig ville komme til at sidde løst på mig.

Måske er det, det retstrikkede jeg ikke kan forlige mig med, overvejer at bruge princippet til en kabelstrikket trøje...

onsdag den 26. marts 2014

Sommerfugle-bluse

En hjemme hos mig (siger ikke hvem), syntes det var snyd, at der ikke var blevet syet børnetøj på forrige weekends sykursus, og en hjemme hos mig vidste godt, at der lå noget sommerfuglestof klart til en bluse.


Så søndag formiddag blev brugt ved symaskinen, og det kom der blandt andet den her lille raglan-bluse ud af.

Og nu kan en vis en se, at man vist lige skal have rettet op på den skæve kant forneden...

Jeg nåede knap at få klippet de sidste ender af inden blusen kom på, så hvis du kan finde små pletter eller andet, så er det fordi den først blev fotograferet efter at have været i brug.

Faktaboks
Mønster: MINI KREAs raglantrøje
Stof: øko-bomuld fundet på nettet sidste sommer (jeg husker desværre ikke hvor)
Bemærkninger: Den skal der laves nogle flere af, også i den kortærmede version når vi kommer lidt længere frem.

torsdag den 6. marts 2014

Grøn er håbets farve

... og ubetinget min yndlingsfarve. Selv om jeg oftest går i sort tøj :-)


Det her garn har indtil nu haft en hård medfart, næsten 2 hele trøjer er blevet strikket op, for derefter at blive pillet op igen... men tredje gang er som bekendt lykkens gang, og denne gang tror jeg på det.

Kunsten er nok også, at jeg ikke rigtig har nogen fast opskrift at gå efter, har en jeg læner mig lidt op af, og så skal der freestyles på nogle områder...

Glæder mig til at jeg skal ud og finde knapper til den, for den skal gerne ende med at blive til en cardigan. Har Birthe Sahl smukke keramikknapper i tankerne, så håber at støde på hende på et eller andet tidspunkt her i foråret.

Status lige nu: der strikkes i et stykke nedefra og op, og der er lige blevet lukket af til ærmegab, så nu skal der strikkes forstykker og ryg hver for sig. Problemet er bare, at den hæklede frakke trækker vildt lige nu... den er så spændende at sidde med