mandag den 23. februar 2015

Tranquil af Kim Hargreaves

 
 
Er den ikke flot?
 
Jeg faldt pladask for den med deet samme jeg så den, og var med det samme ude i en anden sammensætning til mig, end den lange nederdel... noget med knælang nederdel og støvler...
 
20. december (2014 skam) gik startskuddet. Ind på garnlageret og se om der ikke lå et eller andet, og det gjorde der skam - der skulle kun købes "lidt" mere ind, inden der var nok til hele trøjen.
 
Ærmerne blev klaret i juleferien, strikkede dem på strømpepinde i stedet for at få en sammensyning på dem.
 
Og så ellers igang med for- og bagstykke. Stykkerne er ens, og når du først er kommet ind i mønsteret, så går det bare derudaf.



Men så startede balladen, for jeg er jo altså  noget rund om bagdelen, og ville så være helt sikker på, at den ikke sad for stramt, så jeg gik en pind (eller to faktisk) op på for- og bagstykke for at være helt sikker. Det viser sig så nu, at det havde absolut ikke været nødvendigt.

Den er nemlig blevet alt for stor... ærmerne er en halv gang for lange, til trods for, at jeg kortede dem af så de passede cm-mæssigt til mig. Men ved at jeg er gået op i pindetykkelse, så er stykkerne blevet lidt løsere i det, og skuldersømmen sidder alt for langt nede.

I første omgang tænkte jeg, den ryger i skammekrogen, men så alligevel - jeg har strikket i for lækkert noget garn til at jeg kan nænne det.

Næste skridt var at pille ærmerne af - de passer jo stadig rigtig godt uden resten af trøjen. Men de sidder også fint, hvis jeg bare piller ærmekuplen op, og i stedet har lige påsatte ærmer. Så er resten af trøjen stor og rummelig. Det er én løsning.

En anden løsning kunne være at pille både for- og bagstykke op, og strikke dem igen, på tyndere pinde og lade ærmerne være som de er.

Det er faktisk en ret svær beslutning...

Imens jeg tænker strikker jeg lystigt videre på mit Dubai-sjal... og er kommet til at starte op på Efterfølgeren til Karen :-)

fredag den 20. februar 2015

Dubai sjal undervejs

 
 
Mit Dubai sjal efter Susie Haumanns opskrift skrider stille og roligt fremad, så i får lige et lille status billede (så ender jeg heller ikke ender med at ryge igennem februar helt uden indlæg ;-) )
 

Det er et rigtig hyggeligt sjal at sidde med, også selv om jeg koncentrerer mig meget med de mønsterstrikkede områder, da jeg egentlig ikke har gjort så meget i det, og gerne vil være sikker på, at det ender med at blive pænt. Det bliver i hvert tilfælde lækkert blødt.

I aften kommer der James Bond, og når man har set filmen før, så er den helt kanon at strikke til :-) jeg vil nemlig meget gerne frem til næste stribe-område, så jeg kan koncentrere mig om at snakke imens jeg strikker når jeg lister til strikkecafé hos Lundagers i morgen.

Ha' en rigtig dejlig weekend.