Viser opslag med etiketten drivhuset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten drivhuset. Vis alle opslag

tirsdag den 8. marts 2016

Venter på forår... i drivhuset ;-)



Vi har mosegrise i haven, eller rettere i vores lille frugtplantage, og de spiser rødderne til vores frugttræer. Normalt kan jeg rigtig godt lide dyr, men ikke lige når  de guffer vores frugt nedefra.

Så i søndags drog jeg på nærmeste planteskole for at se, om jeg ikke kunne få fat på nogle løg / knolde til Kejserkrone. Jeg har nemlig læst flere steder, at mosegrise ikke kan lide lugten af de løg. Men forgæves, de løg skal sættes i efteråret, så derfor havde de ikke flere på lager...

Men jeg kunne da ikke tage tomhændet hjem... så jeg gik i stedet om for at se, om de hjerteformede krukker, som jeg så på sidst jeg var der, nu stadig ikke var solgt. Der var forsvundet mange, men jeg fik et sæt.

Så må vi se, om min fascination af de krukker holder sommeren over, eller om de ender i et hjørne et eller andet sted. Lige nu er de plantet til, den ene med hornvioler, den anden med dobbelte påskeliljer og en tusindfryd.

Til weekenden lover de lidt lunere vejr, og selvom det hele burde kunne klare vejr og vind, så stod de jo alt andet lige i et opvarmet drivhus, da jeg købte dem. Så de bliver stille og roligt akklimatiseret, vores drivhus er nemlig ikke opvarmet...



For en lille månedstid siden havde vi en weekend med masser af sol og fornemmelse af forår, der fik jeg ordnet noget, som jeg burde have haft gjort allerede i efteråret. Jeg fik sat mine tulipanløg.

De er alle sat i krukker og står i drivhuset, og jeg krydser fingre for, at de kommer frem alligevel. Hvis i kigger godt efter på billedet, så skulle det være muligt at ane små spirer - så jeg begynder at tro på det :-)

Sidder du med en fornemmelse af, at jeg har svært ved at vente på havevejr med en lunere vind og sol - så har du fuldstændig ret :-)

torsdag den 2. august 2012

Pulsvarmere... og lidt tomater

Jeg ved godt, at det burde være sommer (det ved vi jo så godt alle sammen, at det kniber lidt) og jeg burde strikke lyse lette sommerting, men rent faktisk, så er det ikke for tidligt at komme igang med vinterkollektionen...

Der venter et marked forude, og jeg har været i gemmerne og finde ting frem, som blev strikket til et marked sidste år, men ikke blev solgt. Der skal strikkes lidt mere.

Har indtil videre lavet et par hvide pulsvarmere.

Faktaboks:
Mønster: eget, onesize
Pinde: 3,5 mm
Garn: Drops Merino Extra Fine
Forbrug: 1 nøgle

Der blev også strikket et par sorte, men de ligger lige nu i vasketøjskurven, da tumlingen mente det var koldt nok til vanter i sandkassen. Måske et hint om, at jeg godt snart må strikke nogen til hende også.

En bag- eller forside til en pude - jeg skal lige have fundet et lækkert stykke mønstret stof som kan passe (30 x 30).
Faktaboks
Mønster: inspiration fra gæstehåndklæderne tidligere, kunne godt tænke mig en gigantstor på et tidspunkt, denne er ca. 30 x 30 cm
Nål: 4 mm
Garn: Geilsk tynd uld, hæklet med dobbelt tråd
Forbrug: 2 nøgler af hver sin nuance

Jeg syntes, jeg manglede en faktaboks, om ikke andet så for at jeg senere selv kan huske, hvilket garn der blev brugt og hvor meget.

Lige til sidst et billede af tomathøsten fra i går, det er jo ren slik :-)
Den ene orange tomat plukkede tumlingen, da hun "hjalp" mens jeg hentede vand til drivhuset.

torsdag den 22. marts 2012

Det spirer...





I efteråret havde Bilka lavet store fine løgpakker med blomsterløg pænt afpasset efter farver i samarbejde med Claus Dalby. Jeg fik købt en lilla kasse, men af helbredsmæssige årsager kom mine løg ikke i jorden... suk.

Det er de kommet nu, i drivhuset. Og selv om jeg måske får tulipaner i mine andre bede hurtigere end dem jeg har proppet for sent i jorden i drivhuset, så ser det alligevel ud til at der sker en lille smule.



De er pænt sat i potter i hver sin farve og sort. Så nu håber jeg, og krydser fingre for, at de bliver flotte at se på - bedre sent end aldrig.



Der var også forskellige prydløg i pakken, de er også sat i potter i drivhuset i håbet om, at der kommer en lille smule ud af dem.




Foran står 3 små fine lerpotter - fundet til spot-pris. Basilikum, purløg og persille er sået her. En pakke magen til er klar i bilen til at tage med til en veninde i morgen.

Til gengæld har jeg fulgt Claus Dalbys råd for hvornår der skulle sættes lathyrusfrø - de er pænt puttet i jorden (måske ikke i de rigtige potter, men det var hvad lageret bød på), så nu går jeg spændt og venter på den første spire bryder frem... det er tæt på. 2 forskellige mørkelilla versioner er indkøbt - nu skal jeg så bare finde ud af, hvor i haven de skal pottes ud.

Den anden dag fandt jeg et "hosta-mix" for 10,-! Behøver jeg sige, at der kom 2 med hjem af dem? De er også sat til forsigtig spiring i drivhuset, tør ikke helt sætte dem ud i den fri natur endnu.