mandag den 29. december 2014

Strikkede hjemmesko

Lige kort før jul var min søster forbi til en omgang risengrød med alt hvad dertil hører... og vi snakkede, ikke overraskende, om julegaver. Ingen af os er så super gode til at lave lange ønskesedler, og ofte gætter vi mere på, hvad den anden vil blive glad for.
 
Men mens vi spiste kom det frem, at hun fryser om fødderne (tror det var galt for et års tid siden også), og hun havde slidt de andre 2 par hjemmesko op, som jeg har lavet til hende... så eneste ønske til jul i år, var nye hjemmesko.
 
 

Der var ikke andet for, end at jeg måtte igang. Garn blev købt hjem fra Uldfisken, og så måtte jeg ellers have en smule fart på, for jeg syntes umiddelbart ikke jeg var i synderlig god tid.

Men jeg fik strikket færdig, og så gik hukommelsen helt i stå, for hvordan var det nu de skulle samles???

2 timer, 16 sikkerhedsnåle senere var de klar til en tur i vaskemaskinen. De blev pænt pakket ind og kom under træet. Ville lige være sikker på, at de passede inden jeg smurte latex under bunden.


Heldigvis passede de i første forsøg, så nu er der varme fødder hos min søster igen.

Sørme om ikke også ragg strømperne fra tidligere indlæg nåede at blive færdige også, de nåede bare aldrig at blive fotograferet :-)

Faktaboks
Opskrift: kan ikke huske hvor jeg har den fra, men den findes mange steder på nettet (sammen med samlevejledninger)
Garn: Filcolana Peruvian Highland Wool købt til formålet hos Uldfisken
Pinde: nr. 6
Bemærkninger: fik købt rigeligt garn, så der er til et par mere... tror jeg laver dem inden for kort tid, så jeg stadig kan huske at sy dem sammen ;-)

lørdag den 20. december 2014

ByKaae pakkekalender

 
 
Hvis du ikke allerede har været forbi Charlottes blog i dag, så synes jeg du skal tage et besøg derovre.
 
Mit strikkehæfte Over hals og hoved er nemlig dagens præmie :-)

torsdag den 18. december 2014

Ragg-sokker

 
Vi nærmer os hastigt julen, og det er ved at være sidste chance for at få gang i de sidste hjemmelavede gaver, hvis der skal sådan nogle under træet.
 
Jeg ved min søster håber der ligger en enkelt blød pakke til hende under træet i år. Hun fryser nemlig fødderne (tror også det var galt sidste vinter, hvor den stod på hæklede hjemmesko).
 
I går kom pakken fra Uldfisken med masser af bløde garn-nøgler heldigvis, og i aftes fik jeg slået op til et par Ragg-sokker til min søster. På pind nr. 4½ håber jeg at nå i mål til tiden.
 
Nu håber jeg bare, at hun ikke læser med her ;-)
 
Som alle andre, så beklager jeg det dårlige lys (og den sorte farve)

mandag den 8. december 2014

Halsrør med hæklede bomber


En råhvid gine på et hvidt badeværelse, måske ikke den bedste kombination, og ej heller det bedste lys, men når nu vejrguderne gerne vil have lov at blæse og regne, så bruger jeg da bare badeværelset til foto-shoot ;-)

Undervejs i processen med mit strikkehæfte har, især mine kvindelige kolleger måttet holde for med spørgsmål om dit og dat. Min søde sidemand forelskede sig tidligt i halsrøret med de hæklede bomber, så det var for mig meget nærliggende at hive resterne fra strikkeprøven op af garnkurven og forvandle til et halsrør til hende - dog kunne hun godt tænke sig en grøn kant i stedet.

Nu er den klaret - godt nok med lidt færre masker end i strikkehæftet - men det er jo det skønne ved det, der er frit valg på "legehylden".

Faktaboks
Opskrift: halsrør med hæklede bomber - fra "Over hals og hoved" fra egen hånd
Garn: Sandnes Alfa og Arwetta - begge dele købt hos Uldfisken
Pinde: strikkepinde nr. 7 og hæklenål 4,5
Bemærkninger: synes selv den er lækker... bliver nok nødt til at lave et par stykker mere ;-)

tirsdag den 25. november 2014

Så kører trykkeriet

I morges havde jeg ingen problemer med at komme ud af sengen, faktisk var jeg vågen længe før alarmen var sat... der var nemlig en aftale, som jeg meget gerne ville overholde...
 
Besøg i trykkeriet og være med til trykstart :-)
 
 
Det var temmelig fascinerende at se arkene komme væltende i en lind strøm ud af tryk-maskinen.


Noget andet som var meget spændende, det var den med farverne - hvordan ser de ud når de kommer ud på tryk på det valgte papir, og hvordan føles siderne at have i hånden.... der er mange spørgsmål, når det er første gang og rigtig mange ting er faktisk svære at forestille sig inden man ser det færdige resultat.

Arbejdet kaldte, så jeg kunne desværre ikke blive det var helt færdigt, men jeg er sikker på det bliver godt.

Hvis alt går vel, så kan jeg hente dem fredag eftermiddag - det bliver helt vildt spændende.

Skulle du have lyst ud i et køb, så bliver prisen 129,- plus porto. Kan bestilles her hos mig i første omgang. Enten på mail overgaard.ketty(a)gmail.com eller sms 29255209

Bor du i nærheden og har lyst til at se og føle modellerne, så planlægger vi reception hos Uldfisken i Hornslet d. 6. december 2014 kl. 13-16. Meget mere om det senere.

fredag den 21. november 2014

Dagens strik

 
Og nej, desværre er det ikke, hvad jeg har fået strikket i løbet af dagen, men hvad jeg havde på for at komme til og fra arbejde i dag.
 
Kom til at kigge da jeg var "afmonteret" i morges, og var da nødt til lige at tage et billede.
 
Lækre halvhandsker efter opskrift af Else Schjellerup, Camomille fra Helga Isager og en Paula poncho fra Lene Holme Samsøe - elsker alle tre dele.