onsdag den 20. august 2014

Genbrug - Wiinblad


Indrømmet, det er nok mere loppefund end genbrug.... men jeg har længe ønsket mig et fad til spisebordet, et par lysestager og en lille vase....

Nu er fadet fundet og jeg skal lede lige så stille og roligt efter resten. Priserne er nemlig enten fuldstændig vanvittige eller himmelråbende vanvittige...

Apropos genbrug... så står fadet lige nu ovenpå min farmors dækketøjsskab. Det var der ikke plads til på plejehjemmet, så det står nu i vores stue og er det så arvestykker, eller en form for genbrug? ;-)

mandag den 18. august 2014

Genbrug - det lille røde hus

Jeg har mange steder set, at det er lidt en trend at male på sten her i sommer. Og jeg skal da ikke være bagefter... jeg er bare ikke så god til at male.

Det holdt mig dog ikke tilbage, jeg var i stendyngen og lede efter et eller andet som var brugbart, og jeg fandt en halv betonsten. Den fik straks klistret maling på og frem kom et lille hus.

Jeg føler mig fristet til at lave en hel landsby, som kan stå og pynte lidt ude i haven når det bliver efterår og vinter, og der ellers ikke er nogle farver på... men lad os se om jeg kan finde flere egnede sten, eller om det blot bliver ved tanken


Dette er en del af Carla og Krudtuglens genbrugstema

fredag den 15. august 2014

Genbrug - duge

I sidste uge viste Liv sine loppeduge frem og jeg lovede at vise nogle af mine gamle genbrugsduge frem også.

Jeg lovede ikke, at de var kønne (især ikke den ene af dem), så nu er i advaret :-)



Den første her kommer fra min Faster. Vi har her i sommerferien fået tømt hendes hus helt, efter hun er flyttet i ældrebolig. Når man flytter fra 240 m2, hvor man har boet i 50 år, så er der en hel del der skal tages stilling til, når man fremover har 65 m2 at gøre godt med. Det har været en svær proces for hende, og mange af hendes ting og møbler er blevet fordelt rundt i familien i stedet for at blive smidt ud. Det er til gavn for både hende og for os andre.

Dugen er en hun har fået foræret for mange år siden af en ældre dame, som selv havde lavet den. Potteplanten er strategisk godt placeret, da jeg opdagede et stort hul lige der - så jeg skal igang med at reparere for jeg synes dugen passer fantastisk til vores lille runde havebord.


Den næste dug er en rædsel, det er der vist ikke ret meget tvivl om, men den hænger stabilt ved hjemme hos os.

Dugen blev fundet i en omgang oprydning hjemme hos mine forældre for en del år siden, min søster kom temmelig hovedrystende ud fra gemmerne med dugen og spurgte min mor "hvorfor i alverden har du gemt den?". Det kunne min mor ikke helt svare på, men jeg mente helt bestemt, at den ikke skulle smides ud, den skulle med på camping.

Så i de sidste 4 år har den ligget fast i campingvognen og været en del af "udstillingen" når vi har haft vores Sprite 400 fra 1968 spændt efter bilen.

Den er nok blevet lidt af et kendetegn, for vi er mere end en gang blevet genkendt på dugen...

Måske skal jeg for en god ordens skyld nævne, at det er min fars faster, som har lavet den på sin strikkemaskine for mange mange år siden. Hun strikkede en del og havde mange gode ideer, men farverne hører en anden tid til. Dugen er hæklet sammen.
Dette er en del af Carla og Krudtuglens genbrugstema.

torsdag den 17. juli 2014

Retrokjole

Det er ingen hemmelighed, at manden er på job og Karen og jeg derfor er overladt til sommerferie for os selv - herhjemme.

Der er lagt op til en masse forskellige sysler, både for hende og mig, og derfor har jeg også været ude og shoppe både garn og stof.

Mens jeg kiggede stof faldt jeg over det her retro-prikkede petroleumsfarvede stof og måtte bare eje det. Da det så kom var jeg helt tosset med det, men gik alligevel lidt i stå, for hvad og hvordan skulle jeg lige gribe det an. Tanken var oprindeligt en top, men efter at have set en kjole i stoffet på Instagram, så måtte jeg bare lave en tilsvarende.

Hvad synes du?


Jeg er vild med den, den sidder faktisk også okay når den kommer på.

Så nu er den model dømt til at skulle bruges til min zebra-kjole også (også set på Instagram)... den kommer også her i løbet af ferien.

Har jeg forresten fortalt, at jeg har ferie i 5,5 uge endnu?

Faktaboks
Mønster: Ottobre Woman 5/2012
Stof: let jersey print fra Stofdepotet.dk
Bemærkninger: hvis jeg ikke var så forsigtig, så kunne jeg godt have drømt om en koral kant på, eller noget i den stil...

onsdag den 16. juli 2014

Belle Cable Hat


Jeg ved det godt, det er sommer, sol og lækkert vejr (også med et par regnbyger ind imellem), og jeg bør ikke strikke en vinterhue, men ikke desto mindre er det det jeg har gjort.

Da jeg fornyede mit abonnement på Rowans magasiner, så kunne jeg vælge noget lækkert Rowan garn og tilhørende opskrift - og hjertet valgte blå - og så kom der Rowan Lima med tilhørende opskrift.

Den anden aften sad jeg og strikkede på et længerevarende projekt, som jeg ikke har vist frem her endnu, men jeg manglede en rundpind mere... så hurtigt blev den bestilt... men jeg manglede noget at strikke på.

Og så lå Rowan garnet og skreg på mig - og hold nu op, hvor er det lækkert.


Der var garn og opskrift med på pulsvarmere også, så gæt hvad jeg strikker på lige nu ;-) ?

Faktaboks
Opskrift: Belle Cable Hat af Martin Storey for Rowan
Garn: Rowan Lima - blanding af baby alpakka, merino uld og en smule nylon
Pinde: min mors gamle bambus pinde lå først for - strikket på nr. 5,5
Bemærkninger: Jeg er tosset med det garn, drømmer om en trøje i det, men må vist først have undersøgt prisen og ikke mindst hvordan det holder sig i brug og vask

Lur mig om ikke i får et par pulsvarmere at se en af de nærmeste dage også :-)

torsdag den 3. juli 2014

No. 7




I den første af "nummer-bøgerne" er No. 7 - den er så enkel og så fin, at den i et pænt stykke tid har stået på ønskelisten, men jeg har manglet garn (eller i hvert tilfælde lige det rigtige garn) til den... indtil jeg fandt ud af, at jeg alligevel ikke skulle have en Daffodil i det her garn...

På billedet her er jeg lige blevet færdig med at strikke og har stadig løse ender, som mangler at blive hæftet, men det er sket nu og trøjen er taget i brug - og den er lækker.

Endnu en gang har jeg været ude i, at der skulle regnes lidt om, så jeg ender med en trøje som passer frem for en, som er for lille. Første forsøg blev pillet op igen, og så lykkedes det ellers.

I skrivende stund mangler jeg stadig at finde de rigtige knapper, men det gør ikke så meget - jeg kommer nok ikke til at bruge den med knapperne alligevel.

Faktaboks
Opskrift: Susie Haumann
Garn: Isager Spinni og Isager Tweed strikket sammen
Pind: Addi rundpind nr. 6
Bemærkninger: jeg gad godt, at den havde været lidt længere, selv om jeg har strikket den næsten 10 cm længere end der står i opskriften, men den skal nok blive brugt.

Lige nu drømmer jeg om en hæklet trøje, synes bare det er svært at finde det rigtige mønster... Har du et forslag?

tirsdag den 1. juli 2014

Panda - tunika


Der kom lige en panda forbi...

I marts måned kom jeg til at købe dette stof med henblik på en tunika til Karen. Lige indtil gemalen så det, og udbrød noget med Hawaii-skjorter og umuligt at iklæde sit barn den slags... hmm der strøg ideen så lige...

Indtil jeg fik et billede af en udstilling af børnetøj på sms, der var noget der lignede meget det jeg havde købt, og nu kunne jeg så vise gemalen, at det sagtens kan lade sig gøre at lave børnetøj af det.

Denne gang er der blevet lavet ikke mindre end 2 - helt ens, samme størrelse. Den ene skal ud af huset - jeg har nemlig lavet en byttehandel. I stedet har jeg modtaget en masse mønstre og opskrifter på Barbie-tøj, så nu må jeg se om jeg kan få iklædt Barbie noget bedre tøj end de ubehjælpsomme kjoler hun hidtil har fået hjemme hos os ;-)

Faktaboks
Mønster: det lidt hjemmegjorte som til de foregående tunikaer til Karen
Stof: jersey med pandaer fra City Stoffer i Aarhus, og sort jersey til ryg fra Boesen Sy & Stof i Silkeborg
Bemærkninger: jeg har lige en lille rest af stoffet tilbage, så mon ikke jeg kan komme afsted med at få lavet en t-shirt af det til vinter, måske med ærmer i noget zig-zag-stof eller med farve på, eller måske noget helt andet....