mandag den 18. november 2013

Lyshuse


Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg bliver aldrig en stor fotograf.

Men jeg vil alligevel lige vise jer billedet af mine lyshuse. Hvis jeg ikke var glad for dem tidligere, så er jeg for alvor blevet det nu.

Sidste år fik jeg de 2 midterste lyshuse i fødselsdagsgave af mine forældre, og min mor var meget opsat på, at jeg jo skulle have dem alle 4. Et par dage før min mor trak vejret for sidste gang, mindede hun mig om, at jeg skulle huske at købe de sidste 2 lyshuse i fødselsdagsgave fra dem - og det har jeg gjort.

Så nu står de og lyser i vores vindueskarm og minder mig om min mor :-)



onsdag den 13. november 2013

Naboens søn



Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er den store krimi-fan og læser.

I stedet kan jeg godt lide Jane Aamunds skildringer... men denne kan jeg ikke helt komme mig over. Små 300 sider og læst på under 2 døgn (hvilket slet ikke ligner mig), men om det er fordi bogen er for let læst, eller om det er fordi indholdet alligevel er krøbet under huden, det kan jeg ikke helt beslutte mig for.

Har du læst den, og hvad syntes du?

tirsdag den 12. november 2013

Leopard-tunika


Nogle gange kan det være svært at få syet noget til mig selv, mest fordi hver gang jeg finder symaskinen, så spørger Tumlingen "om jeg ikke lige kan sy en kjole til hende"... og blød som jeg er, så ender det ofte med det.

Stoffet her fandt jeg en dag, hvor jeg slet ikke skulle have købt noget til mig selv, men det endte jeg med alligevel... jeg er så vild med det her stof.

Så en kæmpe-oversize tunika med flagermusærmer blev begået.

En top indenunder, en kort sort nederdel under og lange sorte støvler til... vupti - så er mutti kørende :-)

Faktaboks
Mønster: Alt om håndarbejdes symagasin (nr 7 eller 9 2013)
Stof: tung mønster jersey fra Boesen Sy og Stof i Silkeborg
Bemærkninger: har selvfølgelig lavet lidt om på mønsteret, ingen huller i ærmerne og mindre åbninger ved "flagermusene"... der er noget med de størrelser i alt om håndarbejdes symønstre, som ikke altid rammer helt godt, så hvis man er urutineret i tilretning af mønster til sig selv, så er der stor risiko for at man går galt i byen og ender med noget, som ikke sidder ret godt... Eller også er det bare mig, som er deform ;-)

mandag den 11. november 2013

Vindueskarmen lige nu



Når jeg nu ikke kan nyde syrener i november, så kan jeg i hvert tilfælde glæde mig over den her flotte orkidé.

Bryllupsgave, som nu får storhedstid igen - jeg har ikke talt alle knopperne, men nyder den i stedet i fulde drag.

fredag den 8. november 2013

Syrener i november?


Humøret skal hæves en tand, eller to...

Og hvad kan være bedre end, at Planteskole-ringen i dag skriver, at der kun er et halvt år til syrenerne igen blomstrer?

Jeg elsker duften af syrener, og gerne mange i flere farver. Måske jeg skulle snakke lidt med manden om, at vi skal have suppleret mængden af syrener i læhegnet - og måske have lusket en opstammet syren ind i haven?





tirsdag den 5. november 2013

Hjerter



Personligt tror jeg aldrig, jeg bliver træt af de her små strikkede og filtede hjerter. Billedet yder dem slet ikke retfærdighed, men det der aftenlys, som er til rådighed i fritiden, det giver ikke et specielt godt fotolys.

Disse skal bruges til en pakkekalender. Min sidemand på de sidste par kurser er ved at lave pakkekalender til en veninde, og her kommer hjerterne ind i billedet.

Tror måske jeg er nødt til at lave nogle flere... og måske endda i mange forskellige røde farver...

Faktaboks
Opskrift: Tina fra Kastaniestrik, jeg tror kittet er købt på Fanø i 2011
Garn: Uld fra Kastaniestrik (der er noget i deres spindeolie, som jeg ikke kan tåle, jeg slår ud over det hele på hænderne, så skal have fundet noget andet garn)
Pind: strømpepind nr. 4 har jeg brugt her, selv om der står nr. 3 i opskriften
Fyld: pladevat, som er revet i stykket og puffet op
Bemærkninger: har tidligere strikket rigtig mange af dem, og jeg tror jeg kommer til at lave mange flere...

mandag den 4. november 2013

Grønt tørklæde


I bund og grund burde der måske have stået et navn på tørklædet, men så langt er jeg ikke kommet endnu. Nu vil jeg først lige høre, hvad i synes...

For et stykke tid siden købte jeg et nøgle Isager Viscolin, og et nøgle Isager Japansk Bomuld i farver, som lå meget tæt, og så alligevel er der en nuanceforskel.

Oprindelig var jeg helt sikker på, at tørklædet skulle strikkes, men fredag morgen (da jeg ikke kunne sove), da var det hæklenålen som kaldte.

I går sidst på eftermiddagen blev sidste maske hæklet og alle ender hæftet.

Umiddelbart er jeg selv godt tilfreds.

Faktaboks
Opskrift: fri fantasi
Garn: Viscolin og Japansk Bomuld, begge fra Isager, købt hos www.lundagers.com
Hæklenål: nr. 4 og nr. 5
Bemærkninger: skal igang igen for prinsessen ønsker et i lyserød... eller var det lilla eller orange - hun havde mange muligheder oppe at vende.