torsdag den 13. august 2015
Jubilæumsbutterfly
For en god uges tid siden havde en af mandens gode kolleger 25 års jubilæum.
Vi var inviteret til surprise-party i garagen - helt gennemført surprise - han havde intet på fornemmelsen, så det var helt kanon.
Jeg måtte selvfølgelig ud i noget hjemmelavet, og hvad var mere nærliggende end at hækle en butterfly efter Frøkenen og Baronens DIY.
Jagten gik ind på garn i den helt rigtige blå farve - i butikken kommer den nu til at hedde Mærsk-blå fremover :-)
Den stakkels jubilar gik pænt rundt med butterfly påsat 7-takket stjerne indtil vi tog hjem igen. Han mente endda, at den skulle med på kontoret næste gang han skulle forbi på Esplanaden... det er jeg lidt spændt på at høre mere om ;-)
Faktaboks
Opskrift: Asli Sørup fra bloggen Frøkenen og Baronen
Garn: Sandnes Mandarin Petit - købt til formålet hos Ønskegarn i Silkeborg
Hæklenål: nr. 2
Bemærkninger: stjernen søgte jeg inspiration til på Pinterest, og fandt en julestjerne, som blev omregnet lidt så jeg kunne få 7 takker på...
torsdag den 6. august 2015
Cardigan med smock
I april strikkede jeg Strikkebogens Karoline cardigan til Karen, og blev undervejs fuldstændig forelsket i det lækre bløde lamauld.
Til trods for, at jeg forventede Karen ville vride sig i trøjen og erklære, at den klør, så smutter hun glad og ofte i den. Lækkert at se, hun er så glad for den.
Men en veninde og jeg havde snakket meget om, at den nu også kunne være lækker i en voksen udgave, og rygterne ville vide, at den ikke kom fra Strikkebogen, da den ville ligne en anden smock-cardigan for meget... øv tænkte vi, for det var netop den fine smock på pige-cardiganen vi var faldet for, og som vi også gerne ville have.
Jeg tænkte længe om jeg bare skulle strikke den anden udgave, og fandt også en udgave fra USA med en rigtig fin smock... og så alligevel... Nej - jeg ville have Strikkebogens udgave.
Så igang med en lidt større strikkeprøve, ændring af smock'en, så den kunne passe til voksenskuldre, og så ellers igang med at regne.
Anden weekend i maj gik jeg igang, fik strikket smock-stykket og fik lavet en masse udtagninger på vej ned til deling til krop og ærmer. Og kunne måske godt fornemme, at mine beregninger ikke var super omkring delingen, og antal masker bagefter - den blev i hvert tilfælde for stor. Så med hjælp fra en anden veninde fik jeg styr på hvor meget jeg skulle "undvære" og der blev strikket næsten 4 nøgler tilbage.
Målet har hele tiden været, at den skulle være færdig til Fanø (Strikkefestival i September), men jeg har været rigtig dygtig og haft gang i mange projekter ad gangen - og så sker der ikke så tydelige fremskridt. Så i ferien blev jeg enig med mig selv om, at der skulle laves én ting færdig ad gangen.
Trøjen her blev nummer 2 færdige ferie-ting. Den passer perfekt. Jeg elsker den. Kommer til at bo i den hele vinteren.
Faktaboks
Opskrift: ingen - men stor inspiration hentet fra Strikkebogen
Garn: Lamauld fra Strikkebogen - købt hos Lundagers helt specifikt til formålet
Pinde: nye yndlings KnitPro træpinde nr. 5
Knapper: specielt udvalgt hos Boesen Sy&Stof i Silkeborg
Bemærkninger: Jeg er så vild med den trøje, tror jeg skal have skrevet nogle maskeantal ned, for modellen kan godt bruges som basismønster til flere trøjer til mig selv
Og når nu Karen har erklæret, at jeg burger str. hævet bagdel, så må jeg hellere sørge for at mit strik også passer til str. hævet bagdel ;-)
torsdag den 30. juli 2015
Ferie i sommerhuset
Hele 4 ugers ferie fik jeg lov at holde i år. Første uge gik med at den skønne ældste datter blev student - veldt hyggeligt.
Anden uge havde jeg booket mig på FOF Sommersy i Århus - der kommer et indlæg derfra.
De 2 sidste uger tilbragte yngste datteren og jeg i vores sommerhus. Gemalen havde vi som sædvanligt sendt på job.
Jeg er helt solgt til vores sommerhus, og er så glad for vores beslutning om at købe det. På trods af, at vi ikke har ret langt dertil. 15 min i bil, og så holder vi i indkørslen. Det var gemalens ønske, for så kan pigerne og jeg hygge os dernede og han kan stadig køre hjem på værkstedet og rode. Han er bange for, at han ikke kan få hele dage til at gå dernede, medmindre der er specifikke ting, han skal have lavet.
Men det kan vi andre :-)
Pausestrik i havearbejdet
Petanque banen var fuldstændig tilgroet da vi overtog huset, nu kan den bruges igen. Dog er vi ikke sikre på andet end, at den bliver til et bed af en art til næste sommer. Jeg drømmer om kæmpe blomsterbed, og gemalen ønsker sig en række kartofler. Mon ikke vi kan kombinere med kartofler bagerst, og blomster forrest?
Jeg har joket lidt med, at manglen på ordentlig sommer har gjort, at klematis'en er krøbet i ly i brændeskuret. Den pynter fint derinde, og lige nu er den sprunget ud med de fineste blå/lilla blomster.
Sidste ferieaften stod det ned i stænger, og det afspejlede fint mit humør. Jeg havde nemlig ikke lyst til at give slip på sommerhuset for at tage på job. Så vi lavede et kompromis - jeg kørte bare på job fra sommerhuset og holdt på den måde fast i feriestemningen i en ekstra uge. Det føltes godt.
Lige nu er huset lånt ud til gode vennner, som hygger sig og deler vores glæde over huset. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til næste sommer og til endnu en lang ferie i huset. Heldigvis kommer der små pauser inden, og lur mig om ikke også huset nok skal være hyggeligt i efteråret eller i julen - jeg tror det :-)
fredag den 19. juni 2015
Ferie, ferie, ferie
Nu blev det ferie for mig.
4 uger venter forude, kun med et par enkelte arbejdsaftaler. Ellers håber jeg vinden vender, og solen titter frem - behøver ikke hedebølge som sidste sommer, bare lidt solskin til de blege ben.
I næste uge springer min ældste datter ud som student, og som den stolte og glade mor, så glæder jeg mig helt vildt til at fejre hende.
Uge 27 har jeg foræret mig selv et sommersykursus - og jeg kan næsten ikke vente. Stoffet er vasket og klart, mønstrene ligger linet op - mangler stort set kun at smøre madpakken og finde p-penge frem.
Bagefter venter huset her på mig og mindste datteren, vi håber den ældste også kigger forbi et par dage.
Tænker du nu, hvad med gemalen... tja, så er vi endnu en gang havnet med at hans arbejde og ferie-lukning i børnehaven falder sammen, så vi holder ferie forskudt. Når han kommer fra arbejde, så tager jeg afsted på arbejde igen... så vi krydser fingre for en forlænget weekend i sensommeren eller til efteråret.
4 uger venter forude, kun med et par enkelte arbejdsaftaler. Ellers håber jeg vinden vender, og solen titter frem - behøver ikke hedebølge som sidste sommer, bare lidt solskin til de blege ben.
I næste uge springer min ældste datter ud som student, og som den stolte og glade mor, så glæder jeg mig helt vildt til at fejre hende.
Uge 27 har jeg foræret mig selv et sommersykursus - og jeg kan næsten ikke vente. Stoffet er vasket og klart, mønstrene ligger linet op - mangler stort set kun at smøre madpakken og finde p-penge frem.
Bagefter venter huset her på mig og mindste datteren, vi håber den ældste også kigger forbi et par dage.
Tænker du nu, hvad med gemalen... tja, så er vi endnu en gang havnet med at hans arbejde og ferie-lukning i børnehaven falder sammen, så vi holder ferie forskudt. Når han kommer fra arbejde, så tager jeg afsted på arbejde igen... så vi krydser fingre for en forlænget weekend i sensommeren eller til efteråret.
onsdag den 10. juni 2015
Færdigt Dubai sjal
Hvis du følger mig på Instagram (naessmose), så vil du ryste på hovedet over, hvor langsom jeg er til at få lagt mine færdige ting på bloggen...
Men bedre sent end aldrig :-)
Det er ved at være et stykke tid siden jeg blev færdig med mit Dubai sjal, og det er skønt... men om der bliver strikket flere, det vil jeg ikke lige love. Jeg er nemlig ikke specielt gode venner med magic loop, og uden det venskab er det forholdsvis besværligt at strikke de sidste 50 omgange.
For ja, jeg snød og strikkede rundt i stedet for frem og tilbage.
Jeg samlede pænt masker op og strikkede en lille belægning, for at skjule opklipskanten, det blev helt godt, hvis jeg selv må sige det.
Endnu en gang har jeg ladet mig lokke af fælles-strikkegrupper på Instagram, så i løbet af ugen kommer der et indlæg om min udgave af Wiola.
Faktaboks
Opskrift: Susie Haumann fra hæftet Around (mange skønne tørklæder)
Garn: Isagers Alpaca 1 - købt til formålet hos Lundagers
Pinde: rundpind 3,5 mm
Bemærkninger: virkelig skønt sjal, dejlig blødt. Synes endda jeg slap ok fra bagsiden ;-)
mandag den 8. juni 2015
Sommerhus
Billedet her er godt en måned gammelt... helt præcist fra 30. april... der fik vi nøglen til vores sommerhus.
En drøm jeg har haft i mange år, drømmen om et fristed, drømmen om at vågne til fuglekvidder og fuldstændig ro... (hvilket umiddelbart også sagtens kan ske på den hjemlige matrikel), men det er jo ikke det samme, vel ;-)
Nu er det en realitet, og når jeg først har fået fjernet det meterhøje ukrudt på terrassen, så drømmer jeg om strik i solskin, hygge og ro... måske krydret med kaffe og nybagte boller.
Jeg glæder mig til sommerferien. Behøver jeg sige det? :-)
torsdag den 4. juni 2015
Paula poncho - igen
En af mine kolleger fik kastet sin kærlighed på min poncho, som jeg strikkede sidste vinter. Vi blev enige om, at sådan en måtte hun da strikke.
Det gik super godt, lige til hun kom til mønsterdelen, så jeg lånte hendes strikketøj i pinsen, og wupti, så var der mønsterdel på :-)
Med det fantastiske forår vi har haft indtil videre, så har der været god brug for lun strik temmelig mange dage.
Faktaboks
Opskrift: Paula poncho fra Lene Holme Samsøe
Garn: uld/silke fra Garnudsalg, og en tråd Alpaca1 fra Isager (skøn blød kombination)
Pind: rundpind 5,5 (tror jeg nok)
Bemærkninger: da jeg sad og bare strikkede mønsterdelen, fik jeg lyst til at strikke endnu en til mig selv, og har endda garn liggende, så det er jo bare at komme igang....
Abonner på:
Opslag (Atom)












